Guds Vilje jeg veed:
Ej over min Vrede skal Solen gaae ned.
Tilskik mig din Aand og forhjælp mig, o Gud!
At ret jeg betænker og holder dit Bud!
Som Vove paa Vove, saa følger i Rad
Bekymring paa Had!
Guds venlige Sol
Forlader i Østen sin kongelig’ Stol,
At gjøre med Straaler sin Kjærligheds Gang
Vidt hen over Menneskens Hytter og Vang;
Til Onde som Gode den ligelig seer
Og hilser og leer!
Og skulde da jeg
Bortdrage min Fod fra Barmhjertigheds Vej?
Saatit jeg end fejled’, dog stedse jeg saae
Guds skinnende Naade; det tænker jeg paa
Og hilser min Uven, før Solen gaaer ned,
Med Haandslag og Fred!
Om fjendtlige Sky,
Den møder paa Vejen, og ikke vil flye,
Ved Nedgang i Vesten, saa kjærlighedsfuld,
Den farver dog Skyen med Purpur og Guld.
Saa vil jeg betale, trods Daarernes Spot,
Det Onde med Godt!
Ved Aftenens Skjær
Tilsmiler fra Himlen mig Englenes Hær;
Den synger om Freden, som venter mig hist,
Naar Hjertet har sejret mod Fristerens List;
Jeg øjner bag Skyen en Salighedsdag
Og glemmer mit Nag! —