Den kolde Nat er flygtet med sin Skygge,
Og Dagen lyser over Hav og Strand; —
Priis være dig, som lod din Hær betrygge
Mod Mørkets Farer Hytte, Borg og Land!
Til dig det fromme Hjertes Tak opstiger
Fra Armods Søn og ham, der styrer Riger.
Sku mildt til Danmark med dit Faderøje
Og ræk din Almagts Arm fra Skyen ned;
Dets stolte Fjenders Overmod du bøje,
At Sværdet atter hvile maa i Fred.
Velsign du Folket, at dets Kraft oplives,
Velsign dit Land og lad dets Velstand trives!
Styrk Kongens Arm, at han maa kraftig bære
Det tunge Spiir, du lagde i hans Haand.
Lad hver hans Gjerning vorde dig til Ære!
Opliv med Fredens Himmelkraft hans Aand!
Min Bøn for ham, paa Morgenrødens Vinge,
Skal Kongers Skytsaand til din Trone bringe!