Hvor dejlig er den unge Vaar!
I Brudeklæder Højen staaer,
Og Markerne sig pryde!
Hvor er Guds Jord dog lys og smuk!
Jeg treen herud med Sorg og Suk,
Og dog maa jeg mig fryde!
Den Blomsterhær — (Hvo tæller dem?)
Som Herrens Vidne træder frem;
O! hvis den kunde tale,
Da brød den ud i Lov og Priis
Om ham, der lod paa tusindviis
De mange Blade male!
Den bær jo dog, skjønt den er stum,
Guds Naades Evangelium,
Naar du beseer den nøje,
Hvor fromt, naar Dagen rinder ud,
Den stirrer, morgenfro, mod Gud
Med Duggen i sit Øje.
Hvor lystelig det stolte Træ
Sin nye Foraarsdragt la’r see!
O! hvis det kunde sjunge,
Hvert Løv, der groer i Lund og Skov,
Istemte lydt sin Skabers Lov
Med liflig Salmetunge.
Mod Himlen hæver det sin Top;
Til ham det løfter Kronen op,
Som gav det den at bære;
Med stumme Kvist, du seer det nok,
Det vinker hid en Fugleflok
At kvidre til hans Ære.
Med Salmekor af Trilleslag,
Med Støtter og med hvælvet Tag,
Staaer Skoven, som en Kirke;
O Skaber! i dens Helligdom
Hver brusten Knop fortæller om,
Hvad du formaaer at virke!
Fra Green til Green gaaer Vaarens Vind
Og svaler mildt min hede Kind,
Ret som med Englevinger!
Jeg vil ej græde ved mit Savn,
Mens al Naturen Herrens Navn
Sin Priis med Jubel bringer!
Vel mangt et Haab, som Verden gav,
Blandt Verdens Sorger fandt sin Grav,
Lod mig beholde Taaren;
Men trøstig vil jeg lide paa:
Min døde Glæde kan opstaae,
Som Blomsterne i Vaaren.
Og dvæler den fra Stund til Stund, —
Hvor længe stod ej nøgne Lund
Foruden Løv og Tone!
Paa Gud jeg bie vil, som den, —
Min Lykke grønnes vel igjen
Og skyder atter Krone!