Den 69. Psalme
Mel. O Gud, du fromme Gud!
Mel. O Gud, du fromme Gud!
1.
Gud, red mig! red mig snart — thi Strømmene mig dræbe,
Alt spille Bølgerne paa min halvdøde Læbe,
Jeg glider ned i Dynd — i hænge Dynd — ja ned,
Hvor Foden aldrig naaer en Klimp at hvile ved.
2.
Jeg synker — over mig gaae styrtende Vandvover,
O! Floden slutter sig, nu ruller den mig over,
Mit tit udspændte Bryst af sterke Raab er træt,
Og haardt og døende er alt mit Aandedræt;
3.
De Øine, som jeg kun mod Himlen fyrig hæfter
Om Redning fra min Gud, forlore deres Kræfter,
Og mange Fiender, fleer’ end mine Hoved-Haar,
Opstaae, og hade mig, og vide ei hvorfor.
4.
Og mine Mordere og Fiender øve Vælde,
De ere mægtige — og jeg — jeg skal giengielde
Det jeg ei røvede — og Gud! du kiender mig! —
O! var jeg skyldig, laae min Synd jo blot for dig.
5.
Beskæm du ei ved mig (mens jeg i Nøden raaber)
Det Folk, som kun paa dig i alle Farer haaber;
O, nei! lad dem dog ei ved mig staae frem til Spot,
Som ikkun søge dig — o Herre Zebaoth!
6.
Jeg bærer Skiendsel og din Villie opfylder,
Skamrøden, som et Svøb, mit Ansigt reent indhyller;
Thi jeg en fremmet Mand for mine Brødre er,
Min Moders Sønner mig ei heller kiende meer.
7.
O Gud! da Nidkierhed mig for dit Huus fortærer,
Saa maa jeg taale Spot af hver, som dig vanærer,
Jeg græder, faster, og, naar de min Veemod see,
Bespotte de mig, og ved mine Taare lee.
8.
Gaaer jeg i Sørge-Dragt strax disse om mig qvæde,
Og Ørkesløse, som i Dørene har Sæde,
De tale kun om mig — og hede Drankere,
De spotte med mit Navn i Drikke-Sangene.
9.
For dig, o Jehova! jeg al min Nød andrager,
Du vil til rette Tid, ret naar det dig behager,
Bønhøre mine Raab af Fader-Miskundhed,
Og for din Troefasthed mig sende Redning ned.
10.
O drag mig af det Dynd, hvori jeg er nedgravet!
Red mig fra Fiendens Magt, af Svælgene i Havet!
Mig Strømme ei nedslaae, ei Dybet aabne sig!
Og lad ei Grubens Gab tilsluttes over mig.
11.
Svar mig! thi dyrebar er for min Aand din Naade,
O for din Miskundhed see ned, og see min Vaade,
Og skiul dit Ansigt ei for den, som dyrker dig,
Men iil — min Qval er stor — hast med at redde mig! —
12.
Vær du min Blodsforvandt’, den nærmeste at redde,
Og red mit Liv, og stands min Fienders grumme Glæde!
Du kiender best den Spot og Skiendsel, som jeg bær,
Og de, som hade mig, for dine Øine er’. —
13.
Skam, som et skiærpet Sværd, mit Hierte giennemborer,
Jeg svimler — al min Kraft i Afmagt sig forlorer!
Jeg tænkte dog at see Medlidenhed — men nei!
Paa Trøst jeg vented’, men forgæves vented’ jeg.
14.
De Gift, en bitter Gift, mig i min Afmagt række,
Og give i min Tørst mig Edike at drikke,
O! skal ei deres Bord (til en Giengieldelse)
15.
Jo — dem skal Blindhed slaae; thi Hevnen bier disse —
Og alle deres Trin skal være plat uvisse;
Og din Forbandelse skal over dennem gaae,
Dem skal din Vredes Ild og dine Domme naae —
16.
Og deres Slotte skal til en Udørken blive,
Ja deres Hytter skal man over dem nedrive,
Thi Herre, den du slog, o! ham forfulgte de,
Og den du saarede, de saared’ dybere.
17.
Saa falde de fra Synd til Synd ved dine Domme,
De til Retfærdighed for dig kan aldrig komme;
Udslet du deres Navn imellem Levende,
Og tegn dem ikke op iblandt Retfærdige! —
18.
Men jeg Elendige — lad dog din Arm mig redde!
Din Ære er min Sang, dit Navn vil jeg tilbede; —
O! gid min Læbes Lov maa være meer for Gud
End Kløve-spaltet, sterk og hornet Offer-Stud.
19.
Seer det, I Lidende! I Fryde-Toner hæve!
Seer! Guds Tilbedere, og eders Hierter leve;
Seer! Herren mærker grandt paa de Nødlidende,
Og han forkaster ei dem, som han revsede!
20.
Ham love Himle og den Jord, som for ham bæver!
Ham love Verdens Hav, og hvad i Havet lever!
Thi Gud er Zions Hielp, han bygger Stæderne
I Juda Rige op trindt om Indvaanerne.
21.
Og Efterkommere af dem, som Herren tiene,
Skal arve Canaan, og det besidde eene;
Det Folk, som elsker ham, det Folk i mange Led
Skal eie Stæderne, og boe i dem med Fred.