Den 64. Psalme
Mel. Ret nys gik Solens Klarhed hen.
Mel. Ret nys gik Solens Klarhed hen.
1.
Gud! mens jeg raaber, svar du mig!
Beskyt mit Liv mod Fiendens Raserie!
De Onde sammensværge sig;
Men skiul mig hos dig selv, og staae mig bi
I Oprør, og den grumme Borger-Krig,
Som de berede, der vil styrte mig.
2.
De hvæsse Tungerne, som Sværd,
Og deres Buer spænde de til Skud,
Forgifted’ Ord de Pile er’,
Som de i Skiul mod Fromme skyde ud,
De saare en Uskyldig paa sin Vei,
Naar han ei vented’ det, og frygte ei.
3.
Med fast besluttet Ondskab de
Udsee det Sted, hvor Snaren skiules bedst,
Og sige: „den kan ingen see;“
De søge Skyld hos os med megen List,
Og dømme, da vi er’ uskyldige,
Om Tanker, og om Hierters Inderste.
4.
Men de er’ Vredens Øiemeed,
Og Gud dem saarer uformodentlig;
De for hans Pile falde ned,
Uenige de imodsige sig,
Og alle de, som see Rebellerne,
De flye, og see dem an med Bævelse.
5.
Guds Rædsel falder paa enhver,
Og Herrens Gierninger beundre de!
Han giorde det! hans Arm er her!
Saa raabe de — og de Retfærdige
Med hellig Fryd paa Gud fortroste sig,
Og han er Haab for hver en Redelig.