Den 62. Psalme
Mel. O kiere Siel frygt aldrig meer.
Mel. O kiere Siel frygt aldrig meer.
1.
Min Siel er vendt stiltiende
Fra Jorden til den Evige,
Fra ham min Hielp skal komme;
Den sterke Herre Zebaoth
Er selv min Klippe og mit Slot,
Ham skal min Siel paakalde,
Og jeg skal aldrig falde.
2.
Som naar I falde an i Krig,
Saa hæve I et Træfnings-Skrig,
Hvorlænge mod en eene? —
Som man bestormer fra en Dal,
En Muur, der bugner til sit Fald,
Og kan sin Vægt ei bære,
Saa kiempe I — hvad Ære?
3.
De raadslaae alle om: Hvordan
De kunde en ophøiet Mand
Fra Ærens Top nedstyrte;
De ynde sort Bagvadskelse,
Velsigne vel; men Hierterne
Med Læberne ei sande;
Nei! Hierterne forbande —
4.
Vend dig min Siel stiltiende
Fra Jorden til den Evige,
Fra ham min Hielp skal komme;
Den sterke Herre Zebaoth
Er selv min Klippe og mit Slot,
Ham skal min Siel paakalde,
Og jeg skal aldrig falde.
5.
Min Held, min Konge-Værdighed
Befaler jeg til Sikkerhed
I Herrens egne Hænder;
Han er en Tilflugt for min Siel,
O haab paa ham mit Israel!
Anraab ham alle Tider,
Han hielper vist omsider.
6.
Men skuffeligt er Mennesket,
Som Damp, som flygtigt Aandedræt;
De Mægtige er’ Skygger —
Al Gunst af en forgieng’lig Slægt
Du dynge sammen i en Vægt,
Og see saa, hvad du eier;
Et Intet det opveier.
7.
Drist ei paa List, paa Rov og Ran,
Med uretfærdigt Gods I kan
Let som en Dunst bortfare;
Og kaster Tiden Guld og Brød
Ved Himlens Vink i flittigt Skiød,
Saa agt dog ikke meget
Paa dette Tidens Eget.
8.
Men troefast er den Evige,
Naar han mig et forjættede,
Han dobbelt det opfyldte;
Thi mægtig er den sande Gud,
Han deeler ogsaa Naader ud,
Ja Herre! du belønner,
Og straffer Jordens Sønner.