Birgitte Boye (1742–1824)

Daaren sin dyriske Siel vil indbilde:

At den forgaaer, og der er ingen Gud —

Fra denne dybe Bespottelsers Kilde

Vælde de mørkeste Gierninger ud;

Vældige Aander blandt Daarer opstode,

Men ingen af dem udøved’ det Gode.

        Jehova saae fra sit Herligheds Sæde

Ned paa en Slægt, som vanæred’ hans Bud,

Om der var ingen, som søgte sin Glæde

I at opsøge og finde en Gud;

Men — o! enhver er affalden, bedragen,

Alle, en eeneste ikke undtagen.

        Vil da Rebellerne aldrig erkiende

Mig for Lovgiver? (saa sagde min Gud)

Vil disse Daarer sig aldrig omvende?

Tør de mit Folk, som adlyde mit Bud,

Blot som et anrettet Maaltid opæde

I en afsindig og vellystig Glæde.

        Herren anraabe og dyrke de ikke,

Snart skal de zittre, som frygtede ei;

Dem, som mod dig¹ i Forskandsninger ligge,

Skal Gud forfølge paa Flygtningers Vei,

Og deres Been mellem Rovdyr adsprede;

Let du² beskiemmer dem, Gud ei vil redde.

        Maatte — o! maatte fra Zion dog komme

Israels høie Forventning og Trøst,

Naar du, o Gud! har udført dine Domme,

Og naar dit Folk er af Fængselet løst,

O! da vil Jacob udbrede sin Glæde,

Og alle Israels Stammer tilbede.