Den 36. Psalme
Mel. O Herre! frels mig og døm min Sag.
Mel. O Herre! frels mig og døm min Sag.
1.
Oprøriske Vantro! din Trone er bygt
I den Uretfærdiges Hierte,
Du spotter, og slaaes med den Eviges Frygt,
Du martres og dølger din Smerte;
O gruefulde Vantro! dog lyder dit Sprog,
Som det var den evige Viisdom, og dog
Er Gudsfrygt saa langt fra dit Øie.
2.
Thi om en Ugudelig knæler for Gud,
Saa hykler han kun for Guds Øie,
Og nyder sin Synd, og foragter Guds Bud,
Og hader den hellige Høie;
Hans Tale er idel Usandhed, og fræk
Bedrager han Verden og skiuler sin Skræk,
Sløv er hans Fornuft til det Gode.
3.
Og sætter han sig i en vennehuld Kreds,
Han strax paa Usandheder tænker,
Og raadslaaer fortroelig og hører tilfreds
Paa sine Raadgiveres Rænker;
Thi dristig betræder han Synderes Vei,
Hans dræbende Ondskab forfærder ham ei,
Han afskyer slet ingen Synder.
4.
Oprøriske Vantro! du dyrkes; men skielv!
Vee dem, som din Guddom forfægte;
Thi Jehova! Herre det er dog dig selv;
Dit Forsyn, din Ære, de nægte,
Skiønt Himmelen blot ved din Naade bestaaer,
Og din uomstødelig’ Sanddruhed naaer
Til Skyen, og opfylder Jorden.
5.
Endskiønt din Retfærdighed, Naade og Huld
Kan ei oversees af vort Øie,
Ei meer end de Bierge, hvis optaarned’ Muld
Du dynged’ og bandt i det Høie —
Og Gud dine Domme — jeg undres og seer,
Og gruer og svimler; thi Herre de er
Forfærdelig dybe Afgrunde!
6.
Behersker med Verdener under din Fod,
Dig er det, som Vantro fornægter!
Hvor er du dog ikke ufattelig god
Mod Jordklodens syndige Slægter!
Hvor god imod Dyret — men dyrebar er
Din Naade mod dem, som dig frygte især,
De leve og boe i din Skygge —
7.
Dit Maaltid, Naturens godgiørende Alt,
Din underfuld’ Godhed bereder,
Og dertil indbyder den Skabning, som faldt,
Og ham ved din Fader-Haand leder
Til dine Vellysters udbrÿdende Væld,
Thi hos dig er Liv for den tænkende Siel,
Formedelst dit Lys see vi Lyset.
8.
Viis dem, som dig kiende, at du er dem god,
Din Ret den Oprigtige redde!
Lad Stolthed ei træde os under sin Fod!
Forstyr Uretfærdiges Glæde!
De vil os fordrive; men holder du Dom,
O da maae de falde — da stødes de om,
Og kan sig ei mere opreise —