Birgitte Boye (1742–1824)

Til alle Tider vil jeg Jehova tilbede,

Hans Lov skal hæve hvert af mine Aandedræt,

Jeg roser mig i ham, han er min Kraft og Glæde,

Og I Elendige! I skulde høre det;

O synger I med mig, hans Vælde er vor Havn;

Lad os forenede ophøie Herrens Navn!

Jeg søgte Jehova, min Aand af Andagt luer,

Han reddede mig fra alt det, jeg frygted’ for —

Naar man med stadigt Syn op mod hans Bolig skuer,

Saa brydes Himle, og hans Trone blottet staaer,

Og Øiet seer ham selv — o Herre! min Attraae!

Ei nogen skal fra dig med skamrødt Ansigt gaae.

Fortrængte! lærer her: at naar sig alle vegre

For eders Bønner, da Gud vinker Hielpen frem,

Og Herrens Engle sig med salig Omhue leire

Om dem, som frygte ham og vældig frier dem;

O! smager dog og seer, hvor god Gud, Herren er;

Vel dem! som flye til ham i alle Trængsler —

Ja frygter Jehova hans Hellige paa Jorden!

Thi de, som frygte ham, faae, hvad de har behov —

Lad unge Løver end imod Naturens Orden

Forhungre, støve om, og aldrig finde Rov;

Dog skal en From, som flyer til dig, Gud Zebaoth!

Han skal, det veed jeg vist, ei mangle noget Got.

O I Lærvillige! — I Støvets fromme Sønner!

O kommer, hører mig, min Røst er Viisdoms Røst,

Jeg lærer Herrens Frygt; hvo mellem eder skiønner

Paa Guds Forjættelser, og har til Livet Lyst,

Ja gjennem mange Aar vil være lykkelig —

Hvo? denne høre til — og han adlyde mig!

Afhold din Tunge fra al Ondskab mod din Næste,

Og dine Læber fra Bedrag og Smigrerie,

Flye alt det, som er ondt, giør Godt, søg alles Bedste,

Jag efter Enighed, Guds Ære boer deri,

Guds Øie skuer ned paa de Oprigtige,

Og naar de raabe, faae de vist Bønhørelse —

Strengt er hans Ansigt vendt mod hver en Overtræder,

Han sletter deres Navn med dem af Jorden ud;

Men den Retfærdige med megen Tillid beder,

Og Herren hører ham, og redder ham som Gud;

Han er i Naade nær hos de Bedrøvede,

Og læger med sin Trøst de Hierte-Knusede.

Og lider end en From, han skal dog overvindes

Om Herrens Velbehag; thi han udfrier ham;

Han vogter selv hans Been, de skal ei sønderbrydes;

Men Skyldige bortdøe forladt i Nød og Skam,

Og Herren dømmer dem, som stedse lade see

Et uforsonligt Had mod den Retfærdige —

Men derimod vil han sin Tiener vist udrive

Af alle Trængsels Baand, og lindre al hans Nød;

Han vil opholde ham, ham Leve-Kræfter give

Midt i en truende og øiensynlig Død;

Thi de, som flye til ham, o! dem fritager han;

Vel den, som han sig saa fortrolig tager an!