Den 22. Psalme
Mel. Jesu søde Hukommelse.
Mel. Jesu søde Hukommelse.
1.
Min Gud! min Gud! hvi haver du
I denne Nød forladt mig nu?
Langt borte fra al Hielp, min Gud!
Mit Ord i Hylen bryder ud.
2.
Min Gud! om Dagen raaber jeg;
Men — o! da svarer du mig ei;
Jeg raaber og om Natten med,
Men finder ingen Rolighed.
3.
Dog — du er hellig, og du boer
Blant Israels lovfulde Chor,
Og Fædrene forlode sig
Med hellig Tillid blot paa dig.
4.
Ja! de paa dig forlode sig,
Og fandt din Hielp; de bade dig,
Du frelste dem; de troede,
Og bleve ei beskiæmmede.
5.
Men mig sig ingen tager an,
Jeg er en Orm, og ingen Mand;
Jeg er en Spot for Mændene,
Og en Foragt for Hedninge.
6.
Ja alle de, som til mig see,
Udvide Læberne, og lee,
Og ryste deres Hoveder,
Og raabe blant Bespottelser:
7.
»Ha! han forlod sig jo paa Gud,
»Han rive ham fra Døden ud;
»Han hielpe ham fra Qval og Skam,
»Om han har al sin Lyst til ham.«
8.
Men du af Moders Liv mig drog,
Og Tryghed, som mit Skierm, udtog,
Du satte mig, skiønt diende,
I Sikkerhed for Mægtige.
9.
Blev kastet hen, da jeg var fød —
Jeg er dit store Sendebud;
Fra Moders Liv var du min Gud —
10.
Saa vær da og ei langt fra mig
Nu, Nødens Time nærmer sig,
Og viser mig med Gruelse,
At der er ingen Hielpere —
11.
De mange Ørne, grumt opbragt’,
Omgiøre mig med hørnet Magt,
Og Basans vilde Tyre sig
Forsamle, og anfalde mig.
12.
Og barske Løver reise sig
I deres skumle Vraa mod mig,
Ja glubende gaae mig imod
Med rædsom Brølen efter Blod.
13.
Jeg er henspyttet, ligesom
Den faldne Bølge flytted’ om;
Der er en Skielven i mit Blod,
En Afmagt i hvert Ledemod.
14.
Som Voxet Ilden løser op,
Saa smelter Hiertet i min Krop,
Min Leve-Kraft udtørret er,
Som udbrændte Pottemager-Leer.
15.
Min tørre Tunge smertelig
Ved mine Gummer klæber sig;
Du lægger mig afsiælet ned
I Dødens Støv og Usselhed.
16.
Thi Jægeren har alt anvendt
Sin hele List, og mig omspændt,
Og Flokke Overtrædere
Har mig omgivet rasende.
17.
De mine Hænder har udstrakt,
Og mine Fødder voldsom strakt,
Og grusomt gjennemboret dem,
Og stillet mig udspilet frem.
18.
Jeg under Martyr-Lidelsen
Kan tælle alle mine Been;
Om mig de sammenrotte sig,
Og see al deres Lyst paa mig.
19.
De deele mine Klæder om
Imellem sig, men ved din Dom
De følge et eenstemmigt Raad,
Og om min Kjortel kaste Lod —
20.
Men du — o Jehova! men du!
Vær du dog ei langt borte nu!
O! mød mig atter med dit Smiil,
Iil mig til Hielp, min Styrke iil!
21.
Red du mit Liv fra Dødens Sværd,
Fra Jægerens Forfølgelser;
Red du i Løvens Svælg mit Liv,
Fra vilde Ørnes Horn mig riv.
22.
Min Gud! nu er din Dom udført;
Det er fuldbragt! du har mig hørt;
Jeg vil til mine Brødres Gavn
Forkynde offentlig dit Navn —
23.
Bryd, Hedninge! i Jubel ud!
I — alle I, som frygte Gud,
Knæl, Jacobs Sæd, for Herren, knæl!
Og frygt ham, du Guds Israel!
24.
Han ansaae den Fornedrede
Ei med Foragt og Væmmelse;
Han vendte ei sit Ansigt bort,
Men hørte en Elendiggjort.
25.
Ja, Herre! mig bestyrked’ du,
Saa jeg dig kan lovsynge nu;
Derfor vil jeg og offentlig
Med mit Takoffer ære dig.
26.
Thi til mit Offermaaltid skal
Enhver indbydes uden Valg;
De Arme, de Besværede,
Og alle blive mættede.
27.
Og de, som søge Jehova,
Skal møde med Halleluja!
Og deres Gud hengivne Aand
Skal evig leve i hans Haand.
28.
Al Jorden skal erkiende Gud,
Og atter høre Herrens Bud;
Hver hedensk Slægt skal glæde sig,
Og Gud de skal tilbede dig.
29.
Thi Jehova har Riget, som
Sin egentlige Eiendom;
Og han indsatte den, der er
En Konge over Hedninger.
30.
Og alle Jordens Herlige
Skal knæle ned tilbedende
Ved mit Takoffers Alter-Fod,
Og mættes der med Offerblod.
31.
Ja end de Allerringeste
Skal mættes der, og bøie Knæ.
Jeg skal og ære ham; thi see!
Mig haver han gjort levende —
32.
En Sæd, som tjener Jehova,
Skal flere Fromme spire fra,
Og frem fra Tid til Tid skal de
Indskrives blant Guds Dyrkere.
33.
Som Efterslægters Sendebud
Skal de Guds Sandhed brede ud,
Ja lære Verden vidt og bredt:
Hvad her er sagt, det er nu skeet!