Den 18. Psalme
Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer.
Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer.
1.
O Jehova! jeg elsker dig
Saa høit, saa hiertens inderlig!
O Jehova! min Styrke!
Min Tilflugt og min trygge Borg,
Min Trøst i bitter Hiertesorg,
Min Frelser og Forsvarer
Igiennem alle Farer!
2.
Hærskarers Gud, han er min Gud,
Naar Hær ved Hær sig ruster ud,
Han er min Tilflugts-Klippe,
Min Fæstning midt i Fiendens Leir,
Mit Forsvars-Skiold, min stolte Seir,
Jeg hyled’, bad forskrækket;
Men Almagt mig bedækked’.
3.
Mig Angester omringede,
Den dybe Afgrund hævede
Sig op i sorte Bølger,
Jeg ravende paa Bredden stod
Med Dødens Snarer om min Fod,
Og Gravens Rædsler qvalte
Min Røst, i det jeg talte,
4.
Dog lød mit Raab, som Tord’ner — ja!
Som Tordener for Jehova,
For Gud, som jeg tilbeder,
Og han, som i sit Tempel boer,
Han vendte fra et saligt Chor
Til mine Raab sit Øre,
Og vilde agtsom høre —
5.
Ja han, den store Jehova!
Indsvøbte sig i Hevn, og da,
Da vaklede al Jorden;
De Bierge, han grundfæstede,
Paa deres Grundvold bævede,
Som naar han selv tilstæde
Forherliger sin Vrede —
6.
Trindt om hans Stoel en Damp opsteeg,
Og Lyset fra hans Ansigt veeg,
Fortærende Ildflammer
Optændtes ved hans Aandedræt,
Og med en frygtet Majestæt,
Som intet Øie taaler,
Udslog han Lynilds-Straaler.
7.
Han bøied’ Himlen og foer frem,
Bandt Skyerne og rulled dem
Frem under sine Fødder,
Han satte sig paa Tord’ner — og
Bevinged’ Storme Tord’nen drog,
Og Luften skialv — hvert Øie
Saae rædsomt mod det Høie —
8.
Og han, den store Lysets Helt,
Udspændte Mørket, som sit Telt,
Det Dunkle og Regn-svangre
Han rundt om sig optaarnede;
Han hængte Skye paa Skyerne,
Og bar med Guddoms Styrke
Det majestætisk’ Mørke.
9.
Men Glands, som trindt omkring ham var,
De sorte Skyer giennemskar,
Den lyse Lynild flagred’
Omkring hans Ansigt vild og bred,
Den skarpe Hagl-Regn hvisled’ ned
Fra Frostens Forraads-Kammer
Blant røde Torden-Flammer —
10.
Han tordnede — ja immerhen
Opløfted’ Over-Dommeren
Sin frygtelige Stemme,
Haglskyen brast, og i sit Brud
Forkyndte den useete Gud,
Der Lynilds-Straaler tændte,
Og rundt om sig udsendte.
11.
Ja, Jehova! du skieldede,
Din Aande reiste Stormene,
Og Havets Udspring blotted’,
Blot laae Afgrundens Leiested,
Du saae til Jordens Grundvold ned;
Og hellig Rædsel kræved’,
Og Jordens Piller bæved’.
12.
Da rakte Han, min Styrkes Gud!
Sin Haand fra høie Himle ud,
Og greb mig under Bølgen;
Han mig af store Vande drog,
Og mine stolte Fiender slog,
Som Had imod mig bare,
Og mig for stærke vare.
13.
Thi de foreened’ reiste sig
Just i min Trængsels Tid mod mig,
Men han mig understøtted’,
Han aabnede for mine Fied
En Vei, en Bane viid og breed
Til Friheds trygge Boelig;
Thi Gud mig elsker trolig —
14.
Han — Han, som seer paa Støvet ned,
Han seer og min Oprigtighed,
Og den vil han giengielde;
Han kiender mine Gierninger,
Min beste Hensigt, som den er,
Og veier mine Kræfter,
Og lønner mig derefter —
15.
Med Lyst adspørger jeg hans Vei,
Og fra hans Domstoel gaaer jeg ei
Med Skyld imod min Fiende;
Jeg støder ei hans Lov fra mig,
For ham min Aand er redelig,
Jeg vogter mig for Synder,
Hvortil mit Kiød mig skynder —
16.
Tryg er min Løn, stor i hans Haand,
Som grandsker en usporlig Aand;
Gud! de dig sønlig elske,
For dem du Fader-Godhed bær,
Du trofast mod en Trofast er;
Du Reenes Fryd ernærer,
En Tredsk ved Tredske snærer —
17.
Dit Folk i Trængsler Bistand faaer,
Men stolte Øine du nedslager,
Dig var det, som antændte
Min Lampe, saa den skinnede,
Mit Mørke du forvandlede,
Og lod en venlig Morgen,
Et Dagskier bryde Sorgen —
18.
Ja, Jehova! det er ved dig
Jeg seirer i retfærdig Krig,
Tryg ved din Haand jeg følger
En ilende og modig Hær,
Og kommer Fæstnings-Muure nær,
Og som den stolte Kriger
Dem seierrig bestiger —
19.
Ulastelig er Herrens Vei,
Hans Førelse bedrager ei,
Hans Løfter ere reene,
Som Guldet, Almagt luttrede
Med egen Haand i Gruberne;
Han er en Skiold for alle,
Som ham i Nød paakalde.
20.
Thi er der over Jehova
En Gud, den Guddom nævnes da,
Kan nogen Tilflugt tænkes,
Som har en større Almagt havt,
End han, som klædte mig med Kraft,
Som mine Fied ledsaged’,
Hvor Veien ei bedraged’.
21.
Han, som bevingede min Fod
Som Hiortens, til den sikker stod
Paa Ærens steile Spidse,
Som stedse der betrygged’ mig,
Som øvede min Arm til Krig,
Som styrked’ mine Hænder,
Saa de Ertsbuen spænder —
22.
Du rækker mig dit Forsvars-Skiold,
Din høire Haand mod Fiendens Vold
Mig vældig understøtter,
Og naar du end ydmyger mig;
Giør du mig stor og frygtelig,
Du Rum om mig udbreder,
Bestyrket jeg fremtræder.
23.
Jeg eftersætter Fienderne;
Og dem indhenter seirende,
Jeg vender ei tilbage,
Før jeg har lagt dem alle ned,
Før jeg ved Magt erholder Fred;
De, som mod mig opstode,
Skal falde mig til Fode.
24.
Thi, Herre! du omgiorder mig
Med Styrke i besværlig Krig,
Du lægger min Modstander
Krumbøiet under mig paa nye,
Og Fiendens store Hær maae flye — —
Hver, som med Had udbryder,
Jeg ved min Arm udrydder.
25.
De raabe, men hvo redder da?
De raabe og til Jehova;
Men han vil ikke svare —
Jeg knuser mine Fiender smaa
Som Støvet, vrede Vinde slaae,
Ja jeg enhver Forræder
Som Gade-Skarn nedtræder —
26.
Du frelste mig fra Borger-Krig,
Og lagde Lande under mig,
Hvis Folk jeg ikke kiendte;
De lyde ved min Konge-Røst
Skiønt de endnu i deres Bryst
Misundelse ernære,
Og smigre kun min Ære.
27.
Men Sønner af Udlændinge
Skal falde af som Bladene,
Der visnede nedrykkes,
Og flygte, som en modløs Hær,
Fra deres stolte Fæstninger,
Som de kan ei beskytte,
Og give alt til Bytte.
28.
Brist da, mit Suk, i Lovsang ud!
Han lever, Jehova, min Gud!
Min Klippe vær velsignet!
Han, som mig giorde seierrig,
Og lagde Folket under mig,
Og kronede mit Hoved,
Han være evig lovet!
29.
Min Gud! du mig befriede,
Og giorde mig langt høiere
End alle mine Fiender,
End alle dem, der reiste sig
Som vilde Løver op mod mig,
Du lod mig overvinde
En grum blodtørstig Fiende.
30.
Derfor vil jeg og offentlig
Blant Hedninger ophøie dig,
Jeg vil dit Navn lovsiunge,
Stor var den Hielp, som friede
Din Konge og din Salvede —
Mod David og hans Stamme
Du evig er den samme —