Den 10. Psalme
Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer.
Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer.
1.
O Jehova! vor Kraft, vor Roes!
Hvi holder du dig langt fra os,
Og skiuler dig i Nøden?
Stolt er den Uretfærdige;
Dit arme Folk fordrives — see!
Ved hines List og Harme
Besnæres disse Arme!
2.
Thi Grumme, Uretfærdige
Begiere med Misundelse
Og deres Ønsker nyde;
Og den, som aagrer indtil han
Har Skat paa Skat, han syndigt Ran
Som varigt Nok betragter,
Og Jehova foragter.
3.
Den Uretfærdige ei seer
Sit Væsens Maal, men alt beleer;
Og mod talløse Verd’ner,
Som hvile paa Almagtens Bud,
Udraaber: der er ingen Gud,
Som paa vor Handel skiønner,
Som straffer eller lønner —
4.
Han stedse gaaer paa Ondskabs Vei,
Og dine Domme seer han ei,
De ere ham for høie;
Han farer grum, afsindig frem,
Og fnysende forfølger dem,
Som han kan ikke lide,
Og støder dem tilside —
5.
Han tænker ved sig selv: jeg staaer,
Ulykker ei min Alder naaer,
Mig ingen kan fortrænge —
Tit sværger han, og Sandhed maae
Tilbage for hans Eeder staae;
Han taler sødt; men hader,
Med Løgn han alle skader —
6.
I Dalen, Hyrders stille Leir;
Han skiuler sig til blodig Seir —
Der agter han forborgen
Paa dem, som ile ham forbi,
Og fra sin mørke Morder-Stie
Sig ind paa disse styrter,
Dem griber og dem myrder —
7.
Som Løven lumsk og glubende
Kan lure under Buskene,
Saa lurende og graadig
Opstiller han paa Frommes Stie
Sit Garn, og støder dem deri,
De rave og de falde,
Og Hevnens Gud paakalde.
8.
Men trodsig mod Guds Majestæt
Han siger: Herren glemmer det,
Han ufortrøden vendte
Sit Ansigt bort — hvad agter han
Paa os i Dødens Skyggers Land —
Nei! aldrig vil han skue
Vor Daad paa denne Tue —
9.
Opløft din Haand, afskiær hans Vei!
Forglem den Undertrykte ei!
Hvi skal en Uretfærdig
Foragte og bespotte dig,
Og vild og grusom glæde sig,
Og tænke ond, strafværdig,
At du er ei retfærdig?
10.
Du seer jo dog med Nidkierhed
Hans Vold og vor Elendighed,
Og al vor Nød giengielder;
Naar en Bedrøvet trøster sig,
Henstiller han sin Sag til dig,
Du Faderløse redded’
Og dem i Sorgen glæded’ —
11.
Knus du en Foruretters Arm,
Opsøg hans Ondskab i hans Barm,
Og slet ham ud af Jorden!
Ja evig bliver Jehova
Sit Folkes Konge — skielver da;
Thi Fremmede er’ blevne
Før af hans Land fordrevne —
12.
Du, Jehova! har frem og frem
Anhørt dit Folk, og trøstet dem;
Du medynksfuld udførte
Forladte Faderløses Ret —
Herefter skal ei Mennesket
Sin Trods mod dig fortsætte,
Og blindt sit Støv forgiette —