Mikkel Rise og liden Jens
En Kjæmpevise
En Kjæmpevise
Og det var den gamle Herr Sørensen,
Han sidder ved Borgeled.
Ret aldrig det spurgtes, at han var Den,
Der gjorde en Kat Fortræd.
End ganger der Ry deraf i By,
Om Land og over Bølge.
Ret aldrig det spurgtes, at han var Den,
Der stedte en Stodder i Nød;
Da kommer Hr. Mikkel, den sultne Svend,
Saa ilde han qvided for Brød.
„Hi! sidde du Herre saa tryg og trind!
Du slider kun Zobel og Maar;
Men slidt er min Kjortel, og slunkent mit Skind —
Du unde mig bedre Kaar!“
Og det var den gamle Hr. Sørensen,
Forvist var han i Fromhed stor:
Til Hofmand han tog den forsultne Svend
Og satte ham øverst ved Bord.
Han flyede ham Klæder af Skarlagen blaa
Med Bræmmer af Guld og Maar —
Det maatte Hr. Mikkel vel undres paa,
Før sled han de stride Blaar.
Han skjænked ham Mjød i sit eget Kruus —
Det undred Hr. Mikkel dog mest.
Derhjemme, hvor føre han tjente i Huus,
Der aad han med Hund og Hest.
Men næppe han sad i de Hofmænds Rad,
Før Bordet var rømmet i Hast,
Han vendte hvert Kruus, og han tømte hvert Fad,
Til Broger og Belte de brast.
Da blev han en Kjæmpe saa stolt og stor
Og dertil en arriger Trold:
„Og hør, liden Sørensen, mærk mit Ord:
Nu est du i Mikkels Vold!
Og hør, liden Sørensen, gammel og graa,
Det siger jeg dig forvist:
Først æder jeg op dine Svende smaa
Og siden dig selv tilsidst!“
Og det var den gamle Hr. Sørensen,
Han blev om Kinden saa bleg.
Da traadte for Borde hans mindste Svend:
„Vi blive vel To om den Leg!“
„Du uselig Smaadreng, du gjør ei Glam!“
Ham gav Mikkel Rise til Svar —
„Min Fader var Burmand, hiin Kjæmpe gram,
Og tredive Brødre jeg har!“
„Og havde han, Burmand, Alverden til Meen,
End tredive Sønner som dig,
Saa viid: Holger Danske har ogsaa een,
Og han hedder Jens — det er mig!“
Ved Hedeby var det en Paaskedag,
De ringede Striden ind.
Svenden han bied det første Slag,
Saa ilde det sveed i hans Skind.
Da jubled de tredive Brødre i Sky,
Saa vide om Lande det lød:
„Den Kjæmpe, der ei maa for Mikkel flye,
Er aldrig i Verden fød!“
Ved Frederiksod faldt det næste Slag;
Men nu var det Svenden, der slog.
Med blodig Ryg og med blaanet Bag
Herr Mikkel af Striden drog.
Og alle de tredive Brødre, de græd;
Saa vide det lød over Land:
„Tvi vorde dig, Jens! Er det Heltesæd,
At slaaes som en drukken Mand?“
Saa skifted ved Isted de Hug tilsidst,
Men de faldt Hr. Mikkel til Meen.
Han fandt hverken Frelse i Mod eller List,
Men kun i de lange Been.
Og alle hans Brødre de hyled igjen,
Og Mikkel han hylede med.
End sidder den gamle Herr Sørensen
Saa tryg ved sit Borgeled.
End sidder han tryg ved sit Borgeled
Og lader dem hyle imens:
Den Trold, der kun truer, gjør ingen Fortræd;
Gud glæde den liden Jens! —
End ganger der Ry deraf i By,
Om Land og over Bølge.