Mon ej Ossian hørte en Røst eller er det de bortfarne Dages Stemme? Fortids Minde kommer ofte liig Aftensolen, til min Siæl. Jagtens Tummel fornyes; og i Tanken løfter jeg Spydet. — Men Ossian hørte en Røst: hvo est du, Nattens Søn? De Svages Sønner ere gangne til Hvile, og Midnatsvinden er i min Hal. Maaskee er det Fingals Skiold, som gienlyder af Blæsten; det hænger i Ossians Hal, og han føler det stundom med sine Hænder. — Ja! jeg hører dig, min Ven: længe har din Stemme været borte fra mine Øren. Hvad bringer dig paa din Skye til Ossian, ædle Mornis Søn? Ere Oldingens Venner hos dig? Hvor er Oscar, Navnkundigheds Søn? — Ofte var han dig nær, naar Kampens Drøn opsteeg.
Conlaths Aand.
Sover Conas søde Stemme midt i hans gienlydende Hal? sover Ossian i Hallen, mens hans Venner ere uden deres Roes? Havet vælter om mørke I-thona, og Vandreren seer ej vore Grave. Hvor længe skal vor Lovsang tøve, gienlydende Morvens Søn?
Ossian.
O at mine Øjne kunde skue dig, som du sidder dunkel paa din Skye! Est du liig Lanos Taage? eller et halvslukt Nordlys? hvoraf ere din Kjortels Bremmer, hvoraf din luftige Bue? Men han er borte i sit Vindpust, liig Taagens Skygge. — Kom fra din Væg, min Harpe, og lad mig høre din Røst. Lad Erindringens Lys opstige over Ithona; at jeg kan skue mine Venner. Og Ossian skuer sine Venner paa den mørkblaae Øe. Han seer Thonas Hule, med sine mostakte Klipper og nikkende Træer. En Elv bruser ved dens Indgang. og Toscar hælder over dens Løb. Fercuth er tungsindig ved hans Side: fiernt sidder hans elskede Pige og græder. — Skuffe Bølgernes Susen mig, eller hører jeg dem tale?
Toscar.
Natten var stormende. Fra deres Bierge nedrulled de knagende Ege. Sort væltedes Havet under Stormen, og de brølende Bølger sloge op mod vor Klippe. — Lynet kom ofte og viste de visnede Bregner. — Fercuth! jeg saae Nattens Aand. Taus stod den paa hint Field; dens Taage-Kjortel fløj paa Vinden. — Jeg saae dens Taarer: en Olding den lignede, fuld af Tanker.
Fercuth.
Det var din Fader, o Toschar; og han saae at een af hans Æt skal falde. Saaledes viste han sig paa Cromla, før den store Maronnan faldt. — Ullin med dine græsklædte Høje, hvor lystelige ere dine Dale! Stilhed er ved dine blaae Floder, og Solen er paa dine Sletter. Liflig er Selamas Strengeleeg, og frydfuldt er Jægerens Raab paa Cromla. — Men vi ere paa skumle I-thona, omgivet af Stormen. Voverne løfte deres hvide Hoveder over vore Klipper: og vi skiælve i Nattens Mulm.
Toscar.
Hvor henflyede Kampens Siæl, Fercuth med Alderdoms Lokker? Jeg har seet dig uforfærdet i Fare, og dine Øjne straalende af Fryd udi Striden. Hvor henflyede Kampens Siæl? Vore Fædre frygtede aldrig! — Gaae! betragt det sagtnende Hav: Stormen har lagt sig. Endnu have Bølgerne paa Dybet og synes at frygte for Blæsten. Men betragt det sagtnende Hav: Dagbrud graaner paa vore Klipper. Solen vil fremskinne fra sit Østen, i al sin Herligheds Glands. — Jeg opløftede mine Sejl med Fryd, foran ædle Conlaths Borge. Mit Løb var ved Bølgernes Øe; hvor hans elskede jog den brune Hind. Jeg saae hende, liig hiin Straale fra Solen, som udstrømmer fra en Skye. Hendes Haar var paa hendes bølgende Barm: fremad hældende spændte hun Buen: hendes Arm tilbagestrakt og hvid, syntes liig Cromlas Snee. — Kom til mit Hjerte, sagde jeg, du Bølgeøens Jægerinde? Men hun tilbringer sin Tid i Taarer, og tænker paa ædle Conlath. Hvor kan jeg finde Lise for dig, Cuthona, elskede Pige?
Cuthoan.
En Klippe luder over Søen fiernt, med skaldede Træer og mostakte Stene: Voverne trille ved dens Fod; paa dens Side er Raaers Bolig. Folket kalder den Ardven. Der knejse Moras Taarne. Der skuer Conlath udover Havet efter sin eneste elskte. Jagtens Døttre vendte tilbage: og han saae deres nedslagne Øjne. ”Hvor er Rumars Dotter”? Men de svarede ikke. — Min Lise findes paa Ardven, Søn af det fierne Land!
Toscar.
Og Cuthona skal vende tilbage til sin Fryd, til ædle Conlaths Haller. Han er Toscars Ven: jeg har giæstet hans Borg. — Stiger, I Ullins milde Vinde, og udspænder mine Sejl mod Ardvens Bredder. Cuthona skal hvile paa Ardven: men Toscars Dage vil være kummerfulde. — Jeg skal sidde i min Hule ved Solens Mark. Blæsten vil suse i mine Træer, og jeg skal tænke at det er Cuthonas Røst. Men hun er langt borte, i mægtige Conlaths Haller.
Cuthona.
O! hvilken Skye er denne? den bærer mine Fædres Aander. Jeg seer deres flyvende Klæder liig graae og vandig Taage. — Naar skal jeg falde, o Rumar? — Sorgfulde Cuthona seer sin Død. Vil ej Conlath skue mig, før jeg gaaer ind i det snævre Huus?
Ossian.
Og han vil skue dig, o Pige! han kommer over det rullende Hav. Mørk paa hans Spyd svæver Toscars Død; og et Saar er udi hans Side. Han er bleg ved Thonas Hule, og viser sit gyselige Saar. Hvor est du med dine Taarer, Cuthona? Moras Konge døer. — Synet bliver dunkelt for min Siæl: — jeg seer Helten ej meer. Men o, I Fremtids Barder, erindrer med Taarer Conlaths Fald: han faldt før sin Dag2, og Sorrig formørked hans Hal. Hans Moder saae til hans Skjold paa Væggen; og det var blodigt. Hun vidste sin Krigers Død; og og hendes Væklage hørtes paa Mora. — Est du bleg paa din Klippe, Cuthona, ved de faldne Kæmpers Side? Natten kommer, og Dagen lysner, men ingen nærmer sig, at opreise deres Grav. Du skræmmer de skrigende Maager, og dine Taarer rinde for stedse. Du est bleg, som en vandig Skye, der opstiger fra Søen. — Ørkens Sønner kom, og de funde hende død. De opkaste en Grav over Heltene, og hun hviler ved Conlaths Side. Kom ej til mine Drømme, o Conlath! for du har modtaget din Lovsang. Din Røst være langt fra min Borg, at Søvn kan nedstige med Natten. O at jeg kunde forglemme mine Venner, til mine Fjed aflade at sees! til jeg kommer iblant dem med Fryd, og lægger mine aartunge Lemmer udi det snævre Huus!