Dejlig est du, Himmelens Dotter! Forlystende er dit Ansigts Taushed. Du strider frem i din Yndighed: Stjernerne ledsage dine blaae Veje i Østen. Skyerne fryde sig ved din Komme, o Maane, og opklare deres mørkbrune Sider. Hvo er som du i Himlen, o Nattens Dotter? Stjernerne blues for dit Aasyn og bortvende deres blaae tindrende Øjne. — Hvorhen bortviger du fra dit Løb, naar Mørket spreder sig over dit Ansigt2? Har du din Borg, som Ossian? Boer du i Sorgens Skygge? Ere dine Søstre nedfaldne fra Himlen? Ere de ikke mere, som jublede med dig i Natten? — Ja! — De ere faldne, yndige Lys! Og du gaaer ofte bort for at sørge. Men du selv skal forsvinde en Nat, og forlade din blaae Bane i det høje. Da ville Stjernerne hæve deres lyse Hoveder; de som bluedes for dit Aasyn ville juble. — Nu est du indhyllet i din Glands: blik ned fra dine Porte i Himlen. Bryd Skyen, o Vind, at Nattens Dotter kan fremskue; at de løvtakte Bjerge kunne skinne, og Havet rulle sine blaae Vover i Klarhed.
Nathos er paa Dybet, og Althos hiin Ungdoms Straale, Ardan er hos sine Brødre; de ile frem paa deres mørke Vej. Usnoths Sønner ile i Mørket fra vognbaarne Carbars Vrede.
Hvo er hiin dunkle ved deres Side? Natten skjuler hendes Skjønhed. Hendes Haar sukker i Havets Vind; hendes Kjortel flagrer i mørke Folder. Hun ligner Himmelens faure Aand, midt i hans dunkle Taage. — Hvo er det uden Darthula, den første blant Erins Piger? Hun er flygtet fra Carbars Elskov, med vognbaarne Nathos. Men Vindene skuffe dig, o Darthula! Og bortvende dine Sejl fra skovrige Etha. Disse ere ikke dine Bjerge, Nathos! Ej heller er denne dine Bølgers Brusen. Carbars Borg er nær, og Fiendens Taarne løfte deres Tinder. Ullin udstrækker sit grønne Hoved i Havet; og Turas Bugt modtager Snekken. Hvor have I været, I Sydvinde, da I bedrog mine elskte Sønner? Men I have leget i Dalene og viftet med Tidselens Skjæg. O at I havde suset i Nathos Sejl, til Ethas Fjelde havde fremsteget; til de havde fremsteget i deres Skyer, og seet deres kommende Første! Længe har du været borte, o Nathos, og din Gjenkomstdag er forbi.
Men Fienders Land saae dig du faure: du var elskelig i Darthulas Øjne. Dit Ansigt var som Morgenlyset; dit Haar som Ravnens Vinge. Din Sjæl var ædel, og blid som Solens Nedgangs Time. Dine Ord vare som Vindens Susen i Søens Siv, som Loras rislende Kilde. — Men naar Kampen raste, da varst du som Havet i en Storm; forfærdelig var dine Vaabens Klang; Hæren forsvandt ved Buldret af dit Løb. — Da var det Darthula saae dig, fra Tinden af hendes mostakte Taarne: fra Selamas Taarn3, hvor hendes Fædre boede.
Elskelig est du, o Fremmede, sagde hun; thi hendes bævende Hjerte svulmede. Fager est du i din Kamp, faldne Cormacs Ven! — Hvi farer du frem i din Vælde, rødkindede Yngling? Faae ere dine Arme i Strid mod vognbaarne Carbar. O at jeg maatte frelses fra hans Elskov! at jeg maatte vandre ved Nathos Side! — Lykkelige ere Ethas Fjelde; de ville skue ham paa Jagten; De ville see hans hvide Barm, naar Vindene løfte hans sorte Lokker.
Saa vare dine Ord, Darthula, i Selamas mostakte Taarne. Men nu er Natten trindt om dig, og Vindene have skuffet dine Sejl, Darthula: skrækkelig er deres Hvinen. Tie, o Nordvind, en liden Stund, og lad mig høre den yndiges Røst. Din Røst er liflig, Darthula, iblant de hylende Storme.
Disse ere ikke Nathos Klipper, svarte han, ej heller denne hans Elves Brusen. Intet Lys kommer fra Ethas Haller, for de ere langt borte. Vi ere i Fienders Land, i vognbaarne Carbars Land. Vindene bedrog os, Darthula. Her hæver Ullin sine grønne Høje. — Gaae mod Norden, Althos! Ardan, lad dine Fjed være langs med Kysten; at Fienden ikke skal komme i Mørket, og berøve os vort Haab til Etha.
Jeg vil nærme mig hiint mosklædte Taarn, og see, hvo som boer ved Lyset. — Hvil paa Kysten, Darthula! Hvil i Roe, du Lysstraale! Mit Glavind er trindt om dig, liig Himmelens Lynild.
Han gik. Ene sad hun, og hørte Bølgernes Skvulpen. Den store Taare er i hendes Øje, og hun seer efter vognbaarne Nathos. — Hendes Hjerte skjælver ved Blæstens Larm. Og hun hælder sit Øre mod Lyden af hans Trin. — Lyden af hans Trin høres ej. — Hvor est du, min Kjæreste! Stormens Hvinen er rundt om mig. Mørk er den skyefulde Nat. — Men Nathos kommer ikke igjen. Hvi tøver du, Ethas Første? Have Fienderne mødt Helten i natlig Kamp?
Han kom, men hans Ansigt var mørkt: han havde seet sin henfarne Ven. Det var Turas Vold, og Cuchullins Aand stalkede der. Hyppige Sukke var i hans Bryst; og rædsom var hans Øjnes matte Lue. Hans Spyd var en Taagestøtte. Stjerner skinnede dunkelt gjennem hans Skikkelse. Hans Stemme var som den hule Blæst i en Klipperift: og han talte Sorgens Ord. Nathos Sjæl var traurig, som Solen paa Taagens Dag, naar dens Ansigt er dunstindhyllet og mørkt.
5Hvi est du bedrøvet, o Nathos? sagde Collas yndige Dotter. Du er en Lysstøtte for Darthula: hendes Øjnes Glæde er Ethas Første. Hvor er min Ven uden Nathos? Min Fader blunder i Graven. Taushed boer i Selama. Sorrig hviler over mit Fødelands blaae Strømme. Mine Venner ere faldne med Cormac. De mægtige ere slagne i Ullins Krige.
Aftnen graaned paa Sletten. De blaae Floder forsvandt fra mit Øje. Sjældne Vindstød suste gjennem Selamas Lunde. Mit Sæde var under et Træe paa mine Fædres Volde. Truthil svævede for min Sjæl; min elskede Broder; han som var borte i Fejde mod vognbaarne Carbar.
Hældende sig over sit Spyd, kom graahærdede Colla; mod Jorden bøjer han sit mørke Ansigt, og Kummer boer i hans Sjæl. Heltens Sværd er ved hans Side: hans Fædres Hjelm er paa hans Hoved — Kampen stiger i hans Barm, han søger at skjule Taaren.
Darthula, sagde han sukkende, du er den sidste af Collas Æt. Truthil er falden i Krigen; Selamas Konge er ikke mere. Carbar kommer med sine tusinde mod mine Volde: Colla vil møde hans Stolthed, og hævne sin Søn. Men hvor skal jeg finde din Frelse, min Dotter? Du er yndig som Himlens Solstraale, og dine Venner ere borte!
Og est du falden, Kampens Søn? sagde jeg med et frembristende Suk. Har Truthils kjække Sjæl ophørt at skinne paa Slagets Mark? — Min Frelse, o Colla, er i denne Bue. Jeg har lært at træffe de vilde Dyr: og er ikke Carbar liig Ørkens Hjort, faldne Truthils Fader?
Oldingens Ansigt straalte af Fryd: hans Taarer randt hyppige ned. Hans Læber bæved: hans hvide Skjæg hvisled i Vinden.
Du est Truthils Søster, sagde han, og din Sjæl brænder af hans Ild. Tag hiint Spyd, Darthula, hiint Kobberskjold, og denne blinkende Hjelm: de ere tagne fra en Ungdoms Søn. — Naar Lyset stiger over Selama, da ile vi Carbar imøde. — Men vær nær ved min Arm, under mit Skjolds Skygge. — Engang kunde din Fader forsvare dig, Darthula; men nu skjælver hans Haand af Alder. Hans Arms Styrke er forsvunden, og hans Sjæl formørket af Sorg.
I Kummer hendroge vi Natten. Morgenlyset steeg. Jeg straalte i Kampens Vaaben. — Foran gik den graahærdede Kriger. Selamas Kæmper samlede sig om Collas rungende Skjold. Men faae vare de paa Sletten, og deres Lokker vare graae. Ynglingene vare faldne med Truthil i vognbaarne Cormacs Strid.
Min Ungdoms Ledsagere, sagde Colla, det er ikke saa, I have seet mig i Vaaben. Ikke var det saaledes, jeg fremilte til Kamp, da den store Conadan faldt. Men I ere nedbøjede af Kummer. Alderens Mørke kommer som Ørkens Taage. Mit Skjold er rustnet; mit Sværd var ophængt paa sit Sted.6 Jeg sagde til min Sjæl: din Aften skal blive blid, og din Bortgang liig en dalende Stjerne. Men Stormen er kommen tilbage; jeg hælder liig en bedaget Eeg; mine Grene ere nedfaldne i Selama, og jeg bæver paa mit Sted. — Hvor est du med dine Kæmper, o min Truthil? Du svarer ikke fra din susende Vind; og din Faders Sjæl er bedrøvet. Men jeg vil ikke sørge mere; Carbar eller Colla skal falde. Jeg føler Styrken vende tilbage i min Arm. Mit Hjerte springer ved Kampens Lyd. Helten drog sit Sværd; hans Stridsbrødre deres blinkende Glavind. De skrede over Sletten Deres graae Lokker strømmede i Vinden. — Carbar sad ved Festen paa Lonas tause Eng. Han saae Gubbernes Komme, og kaldte sine Førster til Strid. — Hvi skulle jeg fortælle Nathos, hvorledes Kampen voxte? Jeg har seet dig i tusindes Midte, liig Skyens Ild: den er skjøn, men skrækkelig; Folket falder i dens røde Løb.
Collas Spyd fløy, for han mindedes sin Ungdoms Daad. En Piil kom med sin Susen, og gjennemborede Heltens Side. Han faldt paa sit klingrende Skjold. Mit Hjerte gyste, jeg strakte mit Skjold ud over ham. — Da saaes min bølgende Barm. Carbar kom og skuede Selamas Møe: Fryd opsteeg over hans brune Ansigt; han standste det opløftede Spyd. Han oprejste Collas Grav, og førte mig grædende til Selama. Han talte Elskovs Ord, men min Sjæl var bedrøvet. Jeg skuede mine Fædres Skjolde, og vognbaarne Truthils Sværd. Jeg saae de dødes Vaaben, og Taaren var paa min Kind. — Da kom du, o Nathos: og skumle Carbar flyede. Han flyede liig Ørkens Aand for Morgenens Straale. Hans tusinde vare ikke nær, og svag var hans Arm mod dit Staal. Hvi est du bedrøvet, o Nathos? sagde Collas yndige Dottre.
7Jeg har mødt Krigen i min Ungdom, svarte Ynglingen. Min Arm kunde ikke løfte Spydet, da Faren førstegang steeg: men min Sjæl straalte for Kampen, liig den grønne Dal, naar Solen udgyder sine klare Straaler, før den skjuler sit Hoved i en Uvejrs Skye. Min Sjæl straalte i Fare, før jeg saae dig, liig en Stjerne der skinner over det natlige Bjerg; Skyen glider langsom frem, og truer det yndige Lys. — Vi ere i Fienders Land, og Vindene have skuffet os, Darthula! vore Venners Styrke er ikke nær, ej heller Ethas Bjerge.
Hvor skal jeg finde Tryghed for dig, mægtige Collas Dotter? Mine Brødre ere tappre, og mit eget Sværd har skinnet i Strid; men hvad ere Usnoths Sønner mod Carbars Hær? O at Vindene havde hidført dine Sejl, Oscar Heltes Konge! Du lovede at komme til faldne Cormacs Krige. Da vilde min Haand været stærk, som Dødens flammende Arm. Carbar vilde skjælvet i sine Borge; og Freden boet om faure Darthula. Men hvi synker du, min Sjæl? Usnoths Sønner kunne sejre.
Og de ville sejre, o Nathos! sagde Pigens stigende Sjæl. Aldrig skal Darthula skue grumme Carbars Borg. Giv mig disse Kobbervaaben, som blinke i de forbiflyvende Natblus: jeg seer dem i det mørkbrystede Skib. Darthula vil gaae i Staalkampen. Ædle Collas Aand: seer jeg dig paa hiint Skye! — Hvo er denne mørk ved din Side? Det er vognbaarne Truthil. Skal jeg see hans Borg, som slog Selamas Konge? Nej aldrig vil jeg skue den, o mine elskede Aander!
Fryd opsteeg i Nathos Ansigt, da han hørte den faures Ord. — Selamas Dotter, du skinner paa min Sjæl. Kom med dine tusinde, Carbar! Min Styrke er vendt tilbage. Og du, o bedagede Usnoth, skal ikke høre, at din Søn har flyet. Jeg mindes dine Ord paa Etha; da mine Sejl begyndte at svulme; da jeg udspændte dem mod Ullin, mod Turas mostakte Mure. ”Du gaaer, sagde han, o Nathos! til Skjoldkongen, til Cuchullin Heltes Fører, som aldrig flyede fra Fare. ”Lad ej din Arm være svag, ej heller dine Tanker om Flugt; at ikke Semos Søn skal sige: svag er Ethas Slægt! Hans Ord kunne komme til Usnoth og bedrøve hans Sjæl”. — Taaren var paa hans Kind. Han gav mig dette blinkende Glavind. — Jeg kom til Turas Vig: men Turas Haller vare tause. Jeg skuede omkring mig; men der var ingen, som kunde fortælle om Dunscachs Konge. Jeg gik til hans Borg, hvor hans Fædres Vaaben hang; men Vaabnene vare borte, og gamle Lamhor sad i Taarer.
Hveden ere disse Staalbrynier? sagde Lamhor rejsende sig. Spydets Glands har længe været borte fra Turas skumle Volde. — Komme I fra det rullende Hav, eller fra Temoras sørgelige Haller?
Vi komme fra Havet, svarte jeg, fra Usnoths knejsende Taarne. Vi ere Slislamas Sønner, vognbaarne Semos Dotter. Hvor er Turas Første, Søn af den tause Borg? Men hvi skulde Nathos spørge? han seer dine Taarer. Hvorlunde faldt den vældige, ensomme Turas Søn?
Ikke faldt han, svarte Lamhor, liig Nattens tause Stjerne, naar den skyder gjennem Mulmet, og er ikke mere. Men han var liig en Ildkugle, der falder i et langt bortliggende Land. Død ledsager dens flammende Løb, og selv er den Kriges Varsel. — Sorgelige ere Legos Bredder, og strømmende Laras Susen! Der faldt Helten, ædle Usnoths Søn,
Og Helten faldt midt i Blodbad, sagde jeg med et bristende Suk. Stærk var hans Arm i Kamp, og Død var bag hans Sværd. Vi kom til Legos sørgelige Bredder, og funde hans Grav. Hans Stridsbrødre ere der, og Carril hans Barde. Tre Dage sørgede vi over Helten: den fjerde slog jeg Cathbats Skjold. Kæmperne sammenstrømmed med Fryd, og rystede deres blinkende Spyd.
Corlath var nær med sin Hær, vognbaarne Carbars Ven. Vi kom, som en Strøm om Natten, og hans Krigere faldt. Da Dalens Sønner opstode, da saae de deres Blod i Morgenens Skin. Men vi bortglede, som Taageskyer, til Cormacs gjenlydende Hal. Vi løftede vore Sværd til Kongens Forsvar. Men Temoras Haller vare tomme; Cormac var falden i sin Ungdom: Erins Konge var ikke mere.
Forfærdelse greb Ullins Sønner, langsomt bortdroge de: liig Skyer, som, naar de længe have truet med Regn, synke tilbage bag Bjergene. Usnoths Sønner ginge i deres Sorrig mod Turas Vig. Vi droge forbi Selama, og Carbar forsvandt, som Lanos Taage, naar den drives af Ørkens Storme. — Da var det, jeg saae dig, o Pige, liig Ethas Soel. Yndig er denne Straale, sagde jeg, og mit Hjertes hyppige Sukke steeg. Du kom i din Skjønhed, Darthula, til Ethas sorgfulde Første. — Men Vindene have skuffet os, Darthula! og Fienden er nær.
Ja! — Fienden er nær, sagde Althos i buldrende Løb. Jeg hørte deres Vaabens Klang paa Kysten, og saae Erins mørke, flagrende Banner. Kjendelig er Carbars Røst, og høj som Cromlas Vandfald. Han havde seet det sorte Skib paa Havet, før skyefulde Nat nedsteeg. Hans Krigere bevogte Lenas Slette, og løfte ti tusinde Spyd.
Og lad dem løfte ti tusinde Spyd, sagde Nathos med et Smiil. Vognbaarne Usnoths Sønner ville aldrig skjælve i Fare. Hvi ruller du saa fraadende, du Ullins Hav? Hvi bruse I med eders mørke Vinger, I Himmelens hylende Storme? Mene I Storme, at I holde Nathos paa Kysten? Nej: hans Sjæl binder ham her, I Nattens Børn. Althos, Tag mine Fædres Vaaben: du seer du seer dem tindre i Stjerneglands. Tag Semos Spyd, det staaer i det mørkbrystede Skib.
Han bragte Vaabnene. Nathos klædte sine Lemmer i al deres skinnende Staal. Statelig er Heltens Gang: og gyselig hans Øjnes Glæde. Han seer efter Carbars Komme. Vinden hviner i hans Haar. Darthula er taus ved hans Side: hendes Blik er fæstet paa Førsten. Hun stræber at dæmpe det stigende Suk, og tvende Taarer svulme i hendes Øjne.
Althos! sagde Ethas Første, jeg seer en Hule udi hiint Fjeld. Skjul Darthula der, og lad din Arm være stærk. Ardan! vi møde Fienden, og æske skumle Carbar til Kamp. O at han kom i sin klingrende Rustning, at møde Usnoths Sønner! — Darthula! hvis du skal undflye, da see ej paa den faldende Nathos. — Hejs dine Sejl, o Althos, mod Ethas susende Lunde.
Siig Kongen at hans Søn faldt med Ære; at mit Sværd ikke skyede Kampen. Siig ham, at jeg faldt i tusindes Midte, og lad Glæden blive stor i hans Sorrig. Collas Dotter. Lad Pigerne forsamles i Ethas gjenlydende Hal. Lad deres Sange lyde for Nathos, naar skyefulde Høst monne nærme sig. — O at Conas Stemme vilde lyde til min Roes! Da vilde min Aand juble midt i min Bjergstorm.
Og min Stemme skal prise dig, Nathos, skovrige Ethas Første! Ossians Stemme skal lyde til din Roes, ædle Usnoths Søn. Hvi var jeg ikke paa Lena, da Kampen steeg? Da vilde Ossians Sværd have forsvaret dig, eller han selv have falden.
Vi sadde den Nat, i Selma trindt om Skallernes Kraft. Vinden hvinte i Voldenes Ege. Bjergets Aand hylte. Blæsten kom susende gjennem Hallen, og rørte sagtelig min Harpe. Klangen var dyb og sørgelig, liig Gravens Sang. Fingal hørte den først, og svulmende Sukke steeg fra hans Bryst. Een af mine Helte er falden, sagde Morvens graahærdede Konge. Jeg hører Dødens Lyd paa min Søns Harpe. Ossian, rør den klingende Streng, væk Sorgen; at deres Aander kunne flyve med Fryd til Morvens skovklædte Bjerge.
Jeg rørte Harpen for Kongen; Klangen var sørgelig og dyb.
Skuer ned fra eders Skyer — sang jeg — o mine Fædres Aander! skuer! bortvender de forfærdende Luer, som ledsage eders Løb, og modtager den døende Ædling enten han kommer fra et langtfraliggende Land, eller stiger op fra det rullende Hav. Lad hans Taagekjortel være nær; hans Spyd, der er dannet af Skyer. Stiller et halvslukt Himmellys ved hans Side, i Skikkelse af Heltens Sværd. Og o! lad hans Aasyn være yndigt, at hans Venner kunne fryde sig ved hans Komme. Skuer ned fra eders Skyer, o mine Fædres Aander! skuer!
Saa var min Sang i Selma til den letbævende Harpe. — Men Nathos var paa Ullins Kyst, omgivet af Natten; han hørte Fiendens Raab blant de væltende Bølgers Brusen. Taus hørte han det, og støttede sig paa sit Spyd.
Morgenen steeg med sine Straaler. Erins Sønner sees, liig blaae Fjelde med alle deres Træer. De sprede sig over Kysten. Carbar stod i deres Midte, og smilede grumt da han saae sin Fiende. — Nathos foer frem i sin Styrke; ej kunde Darthula tøve. Hun ilte med Helten, og løfted sit blinkende Spyd. Og hvo ere disse, staalklædte, i Ungdoms Stolthed? Hvo, uden Usnoths Sønner, Althos og brunlokkede Ardan?
Kom, sagde Nathos, kom, højen Temoras Herre! Vor Strid stande paa Kysten for den hvidbarmede Pige. Mine Kæmper ere ikke her, de ere bag hiint rullende Hav. Hvi fører du dine tusinde mod Ethas Første? Du flyede for ham i Kampen, da hans Venner vare trindt om ham.
Du Hovmods Søn! skal Erins Konge kæmpe med dig? Dine Fædre vare ikke blant de navnkundige, og ikke blant Folkenes Konger. Ere Fienders Vaaben i deres Haller? eller Fortidens Skjolde? Carbar er navnkundig i Temora, og han kæmper ikke med ringe Mænd.
Taaren falder fra vognbaarne Nathos; han vendte sine Øjne til sine Brødre. Paa eengang fløj deres Spyd, og trende Fiender laae paa Jorden. Da blinked deres Sværd i Luften: Erins Rækker vige, som en Rad af mørke Skyer for Stormens Stød.
Da bød Carbar sine Kæmper, og de spændte tusinde Buer. Tusinde Pile fløj, og Usnoths Sønner faldt. De faldt, liig tre unge Ege, som stode ene paa Bjerget; Vandreren saae de yndige Træer, og undredes hvi de voxte saa ensomt; Ørkens Storm kom om Natten, og lagde deres grønne Hoveder til Jorden; næste Dag kom Vandreren igjen; men de vare visnede, og Heden var øde.
Darthula stod i sin tause Smerte, og saae deres Fald: ingen Taare er i hendes Øje, men hendes Blik er vildtbedrøvet. Bleg var hendes Kind; hendes skjælvende Læber brød et halvtdannet Ord. Hendes sorte Lokker flagred paa Vinden. — Men grumme Carbar kom: hvor er din Kjæreste nu, Ethas vognbaarne Første? Har du seet Usnoths Borge, eller Fingals mørkbrune Bjerge? Min Krig havde raset i Morven, hvis Vindene ej havde mødt Darthula. Fingal selv vilde have falden, og Sorrig boet i Selma.
Darthulas Skjold faldt fra hendes Haand. Da saaes hendes sneehvide Bryst; det saaes, men bestænket med Blod, thi en Piil var fæstet i hendes Side. Hun faldt paa den faldne Nathos liig et Sneskrid. Hendes sorte Haar skjuler hans Ansigt, og deres Blod blandes i Støvet.
Collas Dotter! — sagde Carbars hundrede Barder — du er falden. Taushed er over Selamas blaae Strømme, for Truthils Slægt er ikke mere. Naar vilt du opstaae i din Skjønhed, første blant Erins Piger? Din Slummer er lang i Graven, og Morgenen fjern. Solen skal komme til din Seng og sige: vogn op, Darthula, vogn op, du første blant Piger. Ude suser Foraarets Vind. Blomsterne vugge deres Hoveder paa de grønne Høje, og Skovene ryste deres spirende Knoppe. Tilbage, o Soel, Collas Dotter blunder. Hun vil ikke opstaae i sin Skjønhed, hun vil ikke fremtrine i sin Yndigheds Fjed.
Saa var Bardernes Sang, da de oprejste Graven. — Jeg kvad siden over den, da Morvens Konge kom, da han kom til grønne Ullin, til Kamp mod vognbaarne Carbar. —