Som den ustadige Soel flyver over Larmons grønne Høje; saa glide Oldtids Sagar i Natten forbi min Sjæl1. Naar Barder ere gangne til Hvile; naar Harper ere ophængte i Selmas Borg; da kommer en Stemme til Ossian, og vækker hans Sjæl. Denne Stemme er de fremfarne Aars: de rulle for mig, med alle deres Idrætter. Jeg griber de forbifarende Bedrifter, og udgyde dem i Sang. Kongens Sang er ej en oprørt Strøm, den er som Luthas Harpers liflige Toner. — Lutha, med Harper mange! Ikke tause ere dine strømfulde Fjelde, naar Malvinas hvide Hænder flaggre paa Strengene. Lys blandt de dunkle Tanker, som gjennemstrømme min Sjæl, HjelmToscars Dotter! vilt du ikke høre Sangen? Luthas Møe! Vi gjenkalde de henrundne Aar.
Det var i Kongens2 Dage, mens endnu mine Lokker vare unge, da jeg skued Concathlin højt fra Havets natlige Bølge. Mit Løb var mod Fuarfeds Øe, Havenes skovrige Indvaaner. Fingal havde sendt mig til Malorchols Hjelp, vilden Fuarfeds Konge: thi Fejde vat trindt om ham, og vore Fædre havde mødtes ved Festen.
I Col-coiled bandt jeg mine Sejl, og sendte mit Sværd til Skallers Mal-orchol. Han kjendte Albins Tegn, og hans Glæde steeg. Han kom fra sin egen Borg, og greb min Haand i Kummer, ”Hvi kommer Heltes Æt til en faldende Konge? Tonthormod Spydkonning, er Herre af Sardronlos Bølgeøe. Han saae og elskede min Dotter, hvidbarmede Oina-morul. Han bejlede; jeg afslog ham Pigen, for vore Fædre havde været Fjender. — Han kom med Fejde til Fuarfed. Mit Folk er slagen. — Hvi kommer Heltes Æt til en faldende Konge?
Ej kommer jeg, for at see, liig en Dreng, paa Kampen. Fingal mindes Malorchol, og hans Borg for Vandreren aaben. Fra sine Bølger nedsteeg Krigeren paa din skovrige Øe. Du var ingen Skye for hans Aasyn. Din Borg modtog ham3 med Sang. Derfor skal mit Glavind hæve sig; vel kunne dine Fjender falde. — Vore Venner forgjette vi ej i deres Fare, endskjøndt vort Land er ikke nær.
Kjække Trenmors Søn, dine Ord ere som Cruth-Lodas Røst, naar han raaber fra sin deelte Skye — Himmelens stærke Indvaaner! — Mange have frydet sig ved min Fest; men alle have de forglemt Mal-orchol. Jeg har seet ud mod alle Vinde, men ingen Sejl have viist sig for mit Øje. — Thi min Borg gjenlyder af Staal, og ej af de frydfulde Skaller4. — Kom til min Boelig, Heltesøn! mørkbræmmede Nat er nær. Hør Sangens Toner af vilden Fuarfeds Møe.
Vi gik. Paa Harpen steeg Oina-moruls hvide Hænder. Hun vakte sin egen Kummer fra hver en bævende Streng5. Jeg stod i Taushed; thi skjøn i hendes Lokker var de mange Øers Dotter. Hendes Øjne vare som tvende Stjerner der skue frem gjennem en nedstyrtende Regn. Søemanden seer dem i det Høje, og lover de yndige Straaler.
Med Morgen foer vi til Kamp, til Tormuls buldrende Elv: Fjenden fremdrog til Klangen af Tonthormods hvælvede Skjold. Fra Fløj til Fløj blander Kampen sig. Jeg mødte Sardronlos Første. Vidt fløj hans sønderbrudte Staal. Jeg greb Kongen i Striid. Jeg antvordede hans Haand fastbunden med Remmer til Malorchol, Skallernes Giver. Glæde lød ved Fuarfeds Fest, for Fjenden var slagen. — Tonthormod bortvendte sit Ansigt fra Øernes Oinamorul.
Fingals Søn, begyndte Malorchol, ikke forglemt skalt du bortdrage fra mig. Et Lys skal boe i din Snekke; Oinamorul med omtrullende Øjne. Hun skal vække Fryd i din kjække Sjæl. Men ubemærket vil Oinamorul ej vandre i Selma, gjennem Kongers Bolig;
Jeg laae i Borgen om Natten. Halv tillukte vare mine Øjne. Liflige Toner kom til mit Øre; liig de stigende Luftninger, der først omhvirvle Tidselens Skjæg, og flyve derpaa hen over den mørkskyggede Eng. Det var vilden Fuarfeds Møe: hun istemte det natlige Kvad; thi hun vidste, at min Sjæl var en Strøm, som flød ved liflige Toner.
Hvo skuer — sagde hun — fra sit Fjeld paa Havets indsluttende Taage? Hans lange Lokker, liig Ravnens Vinger, bølge i Vinden. Statelige ere hans Fjed udi Sorrig. Taarer ere i hans Øjne. Hans mandige Bryst banker over hans bristende Hjerte. — Gak tilbage! jeg er langt borte, vandrer i fremmede Lande6. Skjøndt Kongers Æt er trindt om mig, dog mørk er min Sjæl. — Tonthormod, du Pigernes Elskov, hvi have vore Fædre været Fjender?
Elveens søde Stemme7, hvi sørger du i Natten? Den kjække Trenmors Æt er ikke mørk i Hjertet. Du skal ikke vandre ved ukjendte Strømme, blaaøjede Oina-morul. — I denne Barm er en Røst, den kommer ikke til andre Øren: den byder Ossian høre de ulykkelige i deres Kummers Time. — Vend om, Nattens søde Sangerinde! Tonthormod skal ikke sørge paa sit Fjeld.
Saa var Ossians Daad, mens hans Lokker end vare unge: skjønt Dejlighed, liig en Straaledragt, omgav Øernes Dotter.
Luthas Møe! Vi gjenkalde de henrundne Aar.