Har du forladt dit blaae Løb i det Høje, Himlens guldlokkede Søn? Vesten har aabned sine Porte, dit Hvilested er der. Bølgerne komme at beskue din Sjønhed: de løfte deres bævende Hoveder, de see dig yndig i din Slummer, men rulle skjælvende bort med Forbauselse. Hviil, o Soel i din skyggefulde Hule, og lad din Gjenkomst være i Fryd! — Men lad et tusinde Lys flamme til Harpers Klang: deres Straaler opklare Selmas Borge, Fingal er kommen tilbage! Cronas Striid er forbi, liig et henfaren Bulder1. Hæver Sangen, I Barder! Kongen er komme med Ære igjen!
Saa var Ullins Sang, da Fingal vendte tilbage fra Kamp: da han kom i Ungdoms yndige Rødmen, i alle sine faure Lokker. De blaae Vaaben indhylle Helten, liig Skyerne Solen, naar den skrider frem i sit Taageslør, og viser kun halvt sine Straaler. Kongen følge hans Helte: Skallernes Fest er begyndt. Han vender sig til sine Barder, og byder Sangen lyde. Conas Stemmer, sagde han, o Fortids Barder! I, for hvis Sjæl vore Fædres blaae Hære fremstige! Slaaer Harpen i min Borg; lad Fingal høre Sangen! Sød er Tungsinds Fryd! den er liig Vaarens Regn, naar den blødner Eegens Green, og de unge Løv løfte sine grønne Hoveder. Synger, o Barder! I Morgen hejse vi Sejlene. Min blaae Vej gaaer gjennem Havet til Carric-thuras Volde; til Sarnos mostakte Volde, hvor Comala boede. Der giver den ædle Cathulla Skallernes Fest. Mange ere hans Skoves Vildorner og Jagtens Bulder skal lyde.
Vinvela.
Min elskede er en Bjergets Søn. Han jager de flygtige Dyr. Hans graae Hunde springe omkring ham; hans Buestræng hviner i Vinden. Hviler du ved Klippens Kilde, eller ved Bjergelvens Brusen? Rørene nikke for Vinden, Taagen flyver over Fjeldet. Useet vil jeg nærme mig min elskte. og skue ham fra Klippen. Yndig saae jeg dig først ved Brannos bedagede Eeg: rank kom du fra Jagten; den faureste blandt dine Venner.
Shilric.
Hvilken Røst er dette som jeg hører? derne Røst liig Sommerens Vind. — Jeg sidder ej ved de nikkende Rør; jeg lytter ikke paa Klippens Kilde. — Langt bort, Vinvela, langt bort jeg drager til Fingals Krige. Mine Hunde følge mig ikke mere. Ikke mere betræder jeg Bjerget, og skuer dig fra dens Tinde, naar du yndig vandrer ved Dalens Bæk; faur som Himmelens Bue, som Maanen paa den vestlige Bølge.
Vinvela.
Saa er du da borte, o Shilric! og jeg er eene paa Bjerget. Hjortene sees paa dets Top; frygtfrie græsse de der. De ræddes ej mere for Vinden, ej meer for det raslende Træe: Jægeren er langt borte, han er paa Gravenes Mark. Fremmede! Bølgernes Sønner! Skaaner min elskede Shilric!
Shilric.
Skal jeg falde paa Kampens Mark, da rejs min Grav Vinvela. Mossede Stene og opdynged Jord skal minde om mig i de kommende Dage. Naar Jægeren sidder ved Tuen, og fremtager sin Føde i Middagens Stund, ”En Kriger hviler her”, vil han sige, og min Roes skal leve i hans Sang. — Tænk paa mig, Vinvela, naar slagen jeg ligger i Støvet!
Vinvela.
Ja! — jeg vil tænke paa dig. — Visselig, min Shilric vil falde. Hvad skal jeg gjøre, min Kjæreste! naar du er borte for evig? — Gjennem disse Dale vil jeg vandre ved Middag: jeg vil gaae over den tause Hede. Der vil jeg skue Jagten. Visselig, min Shilric vil falde; men aldrig glemmer jeg ham.
Og jeg mindes den Ædling, sagde skovrige Morvens Konge; han fortærede Kampen i sin Vrede. Men nu see mine Øjne ham ikke. Jeg mødte ham, en Dag, paa Bjerget; hans Kind var bleeg; hans Pande var mørk. Sukket var hyppigt i hans Bryst. Hans Fjed vare mod Ørken. Men nu er han ej i mine Kampers Skare, naar mine Skjoldes Klang opstiger. Boer han udi det snævre Huus3, højen Carmoras Konning?
Cronnan! sagde Oldtids Ullin, kvæd Shilrics Sang; da han vendte tilbage til sine Bjerge, og Vinvela var ikke mere. Han støttede sig til hendes mossede Mindesteen; han tænkte Vinvela levede. Han saae hende yndig vandrende i Dalen: men ubestandig var den faure Skikkelse: Soelstraalen flyede fra Marken, og hun saaes ikke mere4. Hører Shilrics Sang, den er sød men sørgelig.
Shilric.
Jeg sidder ved den mossede Klippes Kilde; paa Bjergets stormende Top. Et Træe suser over mig. Mørke Bølger rulle over Heden: urolig er Søen hernede. Hjorten nedstiger fra Fjeldet. Ingen Jæger er fjern at see; ingen nynnende Hyrde er nær. Det er Middag, men alt er taust; Sørgelige ere mine Tanker i Eensomhed. Saae jeg kun dig, min elskte, vandrende paa Heden! Dit Haar flaggrende efter dig; din Barm bølgende; dine Øjne fulde af Taarer for dine Venner, som Bjergets Taage havde skjult! Dig vilde jeg trøste, min Kjæreste, og føre dig til din Faders Huus. — Men er det hende, som viser sig hisset, liig en Lysstraale paa Heden? Klar som Maanen i Høst, som Solen i en Sommerstorm? Kommer du, elskelige Pige, over Klipper, over Bjerge til mig? — Hun taler: men hvor svag er hendes Røst! liig Vinden i Kjærets Siv.
Vinvela.
Kommer du fra Krigen? Hvor ere dine Venner, min elskte? Jeg hørte din Død paa Bjerget; jeg hørte og begred dig, Shilric!
Shilric.
Ja, min venne, jeg kommer tilbage, men jeg den eeneste af min Slægt. Ikke mere skal du see dem: Jeg rejste deres Grave paa Sletten. Men hvi est du paa det øde Bjerg? Hvi paa Heden, allene?
Vinvela.
Allene er jeg, o Shilric! eene i Vinterens Bolig. Af Sorrig for dig jeg døde. Shilric! jeg er bleeg udi Graven.
Hun glider, hun flyver, forsvinder; som blege Taage for Stormen
Shilric.
Og vilt du ikke tøve, min elskte? Bliv, og see mine Taarer. Yndig est du, Vinvela! yndig varst du i live. — Ved Klippens Kilde vil jeg sidde; paa Stormbjergets Top. I Middagens tause Stund, tael min Veninde, med mig! Kom paa Vindens Vinger, paa Bjergets Luftninger, kom! Lad mig høre din Røst, naar du svæver forbi, og Middag er taus om mig!
Saa var Cronnans Sang i Selmas Glædes Nat. Men Morgenen steeg udi Østen; de blaae Bølger rullede i Lys. Fingal bød sine Sejl at hæves, og Vindene kom susende fra Bjergene. Inistore fremsteeg for Øjet, og Carric-thuras mossede Taarne. Men Nødstegnet var paa deres Tinde: den røde Lue, indfattet af Røg. Morvens Konge slog sit Bryst; pludselig greb han sit Spyd. Han bøjer sin mørknede Pande mod Kysten: han seer tilbage efter de langsomme Vinde. Hans Haar flagrer paa hans Ryg. Kongens Taushed er skrækkelig.
Nat kom ned over Havet; Rothas Viig modtog Skibet. Et Fjeld krummer sig langs Kysten med alle sine susende Skove. Paa dens Ryg er Lodas Kreds, og Magtens mossede Steen. En snæver Dal udbreder sig forneden, beklædt med Græs og ældgamle Træer, som midnatlige Storme, i deres Rasen, havde nedrevet fra det skovgroede Fjeld. Den mørkblaae Elv rinder der: og Søens eensomme Vind omhvirvler Tidselens Skjæg. — Trende Eege opblusse til den natlige Fest; men Kongens Sjæl er bedrøvet for Carric-thuras kæmpende Konge. Den blege kolde Maane stod op udi Østen. Søvn nedsteeg over Ynglingerne. Deres blaae Hjelme blinke i Straalen. Den døende Lue udslukkes. Men Søvn hvilte ej over Kongen: han stod op i sin Rustning. Langsomt bestiger han Bjerget, at skue Flammen paa Sarnos Taarn. Luen var fjern og dunkel; Maanen skjulte sit røde Ansigt i Østen.
Et Vindstød kom fra Bjerget, og bar Lodas Aand paa sine Vinger. Han kom til sit Sted i alle sine Rædsler, og rystede sit sorte Spyd. Hans Øjne ere som Luer i hans mørke Aasyn; og hans Stemme er som fjern Torden. Fingal foer frem med sin Styrkes Spyd, og hævede højt sin Røst.
Tilbage, du Nattens Søn! Sammenkald dine Vinde og flye! Hvi kommer du til mig med dine Skyggevaaben? Frygter jeg din skumle Skikkelse, Lodas gyselige Aand? Svagt er dit Skjold udaf Skyer: vægt er dit Sværd, dette Natblus. Blæsten ruller dem tilsammem, og du selv forsvinder. Flye fra mit Aasyn, Nattens Søn! Kald dine Vinde, og flye!
Driver du mig fra mit Sted, svarde den hule Stemme? Folket bøjer sig for mig. Jeg vender Slaget paa Kæmpernes Mark. Jeg seer til Riger, og de forsvinde: Mine Næseborer udsprude Dødens Vind. Jeg kommer frem paa Stormene: Orkanerne ere for mit Aasyn. Men min Bolig er blid, over Skyerne; min Hviles Marker ere forlystende.
Saa boe da udi din blide Mark, sagde Fingal, og lad Comhals Søn være forglemt. Nedstige mine Fjed fra mine Bjerge, i dine fredelige Marker? Møder jeg dig med et Spyd paa din Skye, gyselige Lodas Aand? Hvi fnyser du da mod Fingal, og ryster dit luftige Spyd? Men du fnyser forgjeves: jeg flyede aldrig for vældige Mænd. Og skulle Vindens Sønner skrække Morvens Konge? Nej! han kjender deres Vaabens Svaghed.
Flye til dit Land, svarte Skikkelsen: modtag Vinden og flye. Blæsten er i min hule Haand: Stormens Gang er min. Soras Konge er min Søn, han bøjer sig ved min Vældes Steen. Hans Hær er trindt om Carricthura, og han vil sejre. Flye til dit Land, Comhals Søn, eller føel min flammende Vrede.
Højt løftede han sit Skyggespyd, frembøjet, stor. Men Kongen gik frem, og drog sit Sværd — mørkbrune Lunos Klinge5. Staalets glimtende Spoer snoer sig gjennem den mørke Aand. Formløs henfaldt den i Luft, som en Røgstøtte adsplittet af Drengens Kjæp, i det den stiger fra det halv slukte Arnested! — Lodas Aand hvinede, da den rulled i sig selv steeg paa Vinden. Inistore bævede. Bølgerne hørte det paa Dybet: de standsede med Rædsel midt i deres Løb; Fingals Venner gyste; de grebe deres tunge Spyd. De savnede Kongen. De opfoer i Vrede. Alle deres Rustninger klinge.
Maanen kom frem i Østen. Kongen vendte tilbage i sine Vaabens Glands. Stor var hans Krigeres Fryd: Deres Sjæle blidnedes, som Havet efter en Storm. Ullin istemte Glædens Sang. Inistores Bjerge jublede. Eegens Lue opsteeg: og Heltes Sagar fortaltes.
Men Frothal Soras kamplystne Konge, sidder mismodig under et Træe. Hæren udbreder sig om Carricthura. Han seer til Voldene med Harme. Han længes efter Cathullas Blod; thi han havde overvundet Frothal i Striid. — Da Annir6 herskede i Sora, vognbaarne Frothals Fader, da opkom en Storm paa Havet, og fordrev ham til Inistore. Tre Dage var han en Gjæst i Sarnos Borg, og saae Comalas ømtrullende Øjne. Han elskede hende, i Ungdoms Ild, og foer til for at gribe den hvidarmede Møe. Cathulla mødte Helten. Den skrækkelige Kamp begyndte. Frothal bindes i Borgen: tre Dage forsmegtede han i Løndom. Paa den fjerde sendte Sarno ham til hans Skib, og han foer hjem til sit Land. Men Had opfylder hans Sjæl mod den ædle Cathulla. Da Annirs Hæderssteen oprejstes7, drog Frothal frem i sin Vælde. Kampen brændte om Carricthura og Sarnos mostakte Volde.
Morgenen steeg op over Inistore. Frothal slog sit mørkbrune Skjold. Hans Kæmper opfore ved Klangen; de stode, men deres Øjne vare henvendte mod Havet. De saae Fingal komme i sin Styrke; da talte først den ædle Thubar:
Hvo kommer liig Bjergets Hjort, med hele sin Hjord efter sig? Frothal! det er en Fjende; jeg seer hans fremadvendte Spyd. Maaske det er Morvens Konge, Fingal den første blandt Mennesker. Hans Idrætter ere vidt bekjendte paa Gormal, hans Fjenders Blod er i Starnos Haller. Skal jeg æske Kongers Fred8. Han er liig Himmelens Torden.
Du Svagheds Søn, sagde Frothal, skal mine Dage begynde i Mørkhed? Skal jeg vige før jeg har sejret i Striid, strømfulde Toras Konge? Folket vilde sige i Sora: Frothal foer frem liig et Luftsyn; men den mørke Skye mødte det, og det er ikke mere. Nej: Thubar, jeg vil aldrig vige. Min Ære skal omgive mig som et Lys. Nej: stormfulde Toras Konge! Aldrig vil jeg vige. Han streed frem med Strømmen af sin Hær, men den mødte en Klippe: urokket stod Fingal, brudt rullede den tilbage fra hans Side; Kongens Spyd forfulgte dens Flugt. Marken er skjult med Kæmper. Et stigende Bjerg frelste den flygtende Hær.
Frothal saae dens Flugt. Harme opfyldte hans Bryst. Han bøjede sit røde Øje, til Jordn, og raabte til ædle Thubar. — Thubar! Mine Kæmper flyede. Min Ære har ophørt at stige. Jeg vil kæmpe med Kongen; jeg føler min brændende Sjæl. Send en Skjald at æske Tvekampen. Tael ikke mod Frothals Ord. — Men; Thubar! Jeg elsker en Møe, hun boer ved Thanos Elv, Hermans hvidarmede Dotter, Utha med de blidrullende Øjne. Hun frygtede Inistores Dotter, og hendes ømme Suk opsteeg ved min Bortgang. Siig Utha, at jeg er slagen; men at min Sjæl frydede sig i hende.
Saa talte Frothal, bestemt til Kamp. Men Uthas ømme Suk var nær. Hun havde fulgt sin Helt over Havet, i en Krigers Rustning. Hun rullede lønlig sit Øje paa Ynglingen, frem under en blinkende Hjelm. Men nu saae hun Skjalden fremgaae, og Spydet faldt tre Gange fra hendes Haand. Hendes løse Lokker flyve paa Vinden. Hendes hvide Barm hævedes af Sukke. Hun opløftede sine Øjne til Kongen; hun vilde tale, men tre Gange kvaltes hendes Røst.
Fingal hørte Skjaldens Ord; han kom i Staalets Kraft. De blandede deres dræbende Spyd, og hævede Sværdenes Blinken. Men Fingals Glavind nedfoer, og kløvede Frothals Skjold. Hans faure Side er blottet; halv nedbøjet venter han sin Død.
Mørke udbredes over Uthas Sjæl. Taaren rullede over hendes Kind. Hun ilede til for at bedække Helten med sit Skjold; men en omstyrtet Eeg mødte hendes Fjed. Hun faldt paa sin sneehvide Arm; vidt fløj hendes Skjold, hendes Hjelm. Da saaes hendes bølgende Barm, hendes mørkbrune Haar er udspredt paa Jorden. — Fingal rørtes over Pigen; han standsede det hævede Sværd. Taaren var i Kongens Øje, i det han frembøjet talte: Strømfulde Soras Konge! Ikke frygte du Fingals Sværd! Det var aldrig bestænkt med de overvundnes Blod. Lad dit Folk juble langs Toras blaae Vande! Hvi skulde du falde i din Ungdom, strømfulde Soras Konge?
Dotter af Herman! sagde Frothal; est du kommen fra Toras Elv, est du kommen i din Skjønhed for at see din Frothal overvunden? Men han er overvunden af de vældige, du blidsmilende Møe! Ej sejrede de svage over Annirs vognbaarne Søn. — Forfærdelig est du, o Morvens Konning! i Spydkampen. Men i Fred er du som Solen, naar den smiler gjennem den stille Regn: for den løfte Blomsterne deres faure Hoveder; og Vinden ryster sine susende Vinger. O at du var udi Sora! At min Fest var bereedt! — Soras tilkommende Konger vilde see dine Vaaben og juble. De vilde juble ved Fædrenes Ære, de som saae den vældige Fingal. — Annirs Søn, svarte Kongen, hædret er Soras Æt, Naar Konger ere tappre i Striid, da stiger Sangen; Men hvis deres Sværd udstrækkes over de svage; hvis de kraftløses Blod har bestænket deres Vaaben: da skal Barder forglemme dem i Sangen, og deres Grave skulle ikke kjendes. Udlændingen10 skal komme og bygge der, og bortrydde den opkastede Jord. Et halv fortæret Sværd skal rage frem for ham; og heldende11 over det, vil han sige, ”Disse ere gamle Kæmpers Vaaben, men deres Navne ere ikke i Sang”. Kom du, o Frothal, til Inistores Fest; lad din elskede Møe være der, og vore Øjne skal straale af Fryd.
Fingal tog sit Spyd, han fremtræen i sin Vælde. Carricthuras Porte aabnes, Skallernes Fest begynder.
Crimora.
Hvo kommer fra Bjergene, liig en Skye farvet i Vestens Straale? Hvis Røst er denne, stærk som Stormen, men liflig som Carrils Harpe? Det er min elskte i Staalglands; men tungsindig er hans mørknede Pande. Lever Fingals vældige Slægt? Eller hvad bedrøver min Connal?
Connal.
De leve. Jeg saae dem hjemdrage fra Jagten, liig en Lysstrøm. Solen var paa deres Skjolde. Liig en Række af Luer nedstege de fra Bjergene. Høj er Ynglingens Røst, Kampen, min elskte, er nær. I Morgen kommer den skrækkelige Dargo, at prøve vore Kæmpers Styrke. Han trodser Fingals Kæmper, Kampens og Saarenes Æt.
Crimora.
Connal! jeg saae hans Sejl, liig Taage paa hin sorte Bølge. Langsomt stege de paa Land. Connal, mange ere Dargos Krigere.
Connal.
Hent mig din Faders Skjold. Rinvals buglede Jernskjold; hiint Skjold liig den fulde Maane, naar den skrider mørk gjennem Himlen.
Crimora.
Dette Skjold jeg bringer, o Connal; men det beskyttede ikke min Fader. Han faldt ved Gormars Spyd. Du kan falde, o Connal!
Connal.
Vel kan jeg falde: men rejs min Grav, Crimora. Graae Steene, en Jordtue skal bevare mit Minde. Bøj dit røde Øje over min Grav, og slaae din sorgfulde bølgende Barm. Skjønt du er yndig som Lyset min elskte; blidere end Dalens Luftning: dog vil jeg ikke tøve. Oprejs min Grav, Crimora!
Crimora.
Da giv mig disse skinnende Vaaben! dette Sværd, dette blinkende Spyd. Jeg skal møde Dargo med dig, og hjelpe min elskede Connal. Farvel I Ardvens Klipper! I Raaer! I Bjergenes Elve! — Aldrig mere skulle vi komme tilbage. Vore Grave ere langt borte.
Og kom de da aldrig tilbage? sagde Uthas frembristende Suk. Faldt den vældige i Kamp, og levede Crimora? — Eensomme vare hendes Fjed; og hendes Sjæl var bedrøvet for Connal. Var han ikke ung og elskelig; liig Aftensolens Straale?
Ullin saae hendes Taarer, og tog den ømt bævende Harpe. Sangen var skjøn men sørgelig, og Taushed var i Carricthura.
Ullin.
Høsten er mørk over Bjerget; den blaae Taage ruger over Fjeldene: Hvirvelvinden hviner paa Heden. Mørk ruller Floden gjennem den snævre Dal. Et Træe stander eene paa Højen, og viser den slumrende Connal. Løvet omhvirvles af Vinden, og bestrøer de dødes Grav. Stundom sees her de henfarnes Aander, naar Jægeren tankefuld vandrer med eensomme Fjed over Heden.
Her var Vaabnenes Bulder, og her var de døendes Stønnen. Blodige ere Fingals Krige! o Connal! det var her du faldt. Din Arm var som en Storm; Dit Glavind en Straale fra Skyen: Du selv en Klippe paa Sletten; dine Øjne som Ildsluer. Højere end Tordnen var din Røst i Staalkampen. Krigere faldt for din Haand, som Tidsler for Drengens Stav.
Dargo den vældige fremskreed, liig en Tordenskye. Sorte, og sammentrukne vare hans Bryn. Hans Øjne liig to Huler i en Klippe. Højt blinked de Heltes Sværd. Gyselig var Staalets Klang.
Rinvals Dotter var nær; Crimora straalende i Kæmpers Dragt. Fra hendes Nakke flaggrer det gule Haar; hendes Bue er i hendes Haand. Hun fulgte sin Yndling til Striid. Hun spændte Buen mod Dargo — hun gjennemborer sin Connal. Han falder som en Eeg udi Dalen, som et Fjeldskred fra det høje Bjerg. Hvad skal hun gjøre, ulyksalige Pige! — Han bløder: hendes Connal døer.
Nat og Dag høres hendes Skrig: o Connal, min elskte og min Ven! — Af Kummer den sørgende døde.
Jord indslutter her det faureste Par paa Bjerget. Græsset groer blandt Gravens Stene; ofte sidder jeg i den traurige Skygge. Vinden sukker gjennem Græsset. Deres Minde farer over min Sjæl, Uforstyrrede slumre I nu hos hverandre; i Klippegraven tilsammen I hvile.
Og blid være eders Hvile, o Loras Børn! sagde Utha. Jeg vil mindes eder med Taarer, og min eensomme Sang skal lyde; naar Vinden er i Toras Lunde, og Elven bruser nær: da kom i forlystende Tungsind til Uthas Sjæl!
Trende Dage gjæstede Kongerne; paa den fjerde steeg deres hvide Sejl. Nordens Vinde føre Fingals Snekke til Morvens Skovrige Land. — Men Lodas Aand sad i sin Skye, bag Frothals Skibe. Han hang fremad med alle sine Vinde, og udspændte de hvidbarmede Sejl. — End vare hans Saar i Minde; han frygtede stedse Konningens Haand.14.
