Ligger du her under græsklædte Tue,
Taus i din Hytte, du ærlige Skjald?
Føler ei Morgenens varmende Lue,
Hører ei Foraarets venlige Kald?
Du, som saa mangen et Hjerte har glædet,
Glemmes du her i den frydløse Vang?
Du, som for Andre saa ofte har qvædet,
Ligger du nu i din Grav uden Sang?
Har de forglemt dig, de høiere Skjalde?
O du de Glades og Syngendes Ven?
Skal paa din Ligsteen en Taare ei falde?
Skal ubesjungen din Grav synke hen?
Skal da en yngere Skjald fra sin Hede
Ile med Harpen herhid over Hav?
Skal du saa fjernt udi Ørkenen lede,
Venlige Aand! om et Kvad ved din Grav!
Du, som med Smil og med mildeste Taare
Muntred og trøstede Fremmed og Ven;
Er der da Ingen, som nu paa din Baare
Taber til Gjengjæld en Taare igjen?
Du, som saa tit til den Syge udstrakte
Hjelpende Hænder og kvægende Drik,
Truslen og Haabet med Livet opvakte —
Var det den Løn, som du døende fik?
Kan I da glemme den venlige Tode?
Ommeste Læge og muntreste Skjald,
Gladeste Sjæl som i Støvhytte boede —
Glad udi Vraae, som i glimrende Hald!
Hellere o! at jeg kunde forglemme
Sorgen som mørknede Oldingens Aar!
Kvalte før Aldren hans liflige Stemme,
Bøied hans Isse og bleged hans Haar!
Vaarsolen sank udi Efteraars — Stormen,
Mørkt blev det Oie, som blinked saa lyst;
Kummeren laae, som bag Blomsterne Ormen,
Stinged til Døde det frommeste Bryst,
Ak! og du smilte end midt i din Smerte,
Sjælen var stærk i forsmægtende Krop;
Himmelen saae det, du ærlige Hjerte!
Derfor saa hastig den hented dig op.
Og her af Støvet du monne opstige;
Skyldfrie tilbage til Skaberens Haand —
Nu i sin Herligheds evige Rige,
Alfader glæde din venlige Aand!