Ingen Himmelstorm paa Fjeldet,
Intet Zefyrpust ved Kildevældet
Toner Ludvig Holbergs Sang;
Ei til Kamp han vækker Helte,
Intet Pigehjerte vil han smelte;
Fryder dog med munter Klang!
Mangen Skjald i Østen synger,
Samler Ynglinge- og Pige-Klynger
Om sit skjønne Eventyr.
Under Myrther, under Palmer,
Nu ved Elskovssange, nu ved Psalmer
Natten kommer, Natten flyer.
Orgel, Harpe, Luth og Zither
Udi Templet — ved den Skjønnes Gitter
Klinger i det varme Syd.
Trubadurers faure Skare
Synger Heltenes og Hjertets Fare —
Vækker Sorg, og vækker Fryd.
Vildt og vældigen som Blæsten
Bruse i det taagefulde Vesten
Bardens Toner som et Hav;
Og, skjøndt krystet Hjertet gyser,
Gjennem Taagerne en Himmel lyser,
Aabnet ved hans Tryllestav.
Saa i Vesten, Syden, Østen
Ryster, rører, smelter Sangerrøsten,
Som i Hytte, saa i Hald.
Mens hvert Folkefærd paa Jorden
Priser sine — prise her i Norden
Vi Thalias Kongeskjald.
Rige Gaver Himlen vilde
Skjenke flere — dig en bundløs Kilde
Af de Gaver, Færre fik:
Uden Had og Vredes Flamme
Daarlighed og Last at ramme
Med Satirens sikkre Stik.
Flere høiere sig svinge,
Skue dybt, og — ofte ak! nedbringe
Dybt i Hjertet Sorgens Piil;
Men kun Færre blev det givet,
Dybt og klart at skue ind i Livet,
Og at skue dog med Smiil.
Roes din Butler, stolte Britte!
Og med Rette; dog maa jeg dig fritte.
Hvi gavst du han Steen for Brød?
Butler sang, og Charles skoggred,
Folket klappede, og Hoffet logred —
Skjalden døde Hungrens Død.
Faa paa Jorderige fandtes,
O Espanna! som din Sol Cervantes,
Der din tykke Taage brød;
Dog bedækt med Slaveklæder,
I sin Hytte uden Brød og Hæder,
Døde Skjalden Butlers Død.
Danmark! du en Holberg finder,
Som Cervantes, Butler overvinder
Med sit Snilles stærke Magt.
Holberg! dig et Danmark lønner,
Dig i Live have Danmarks Sønner
Roes og Guld til Offer bragt.
Hav kun din Homer, Hellene!
Hav, Britannia, din William ene!
Hver foruden Lige stor;
Ikkun een og uden Mage
Er og Holberg alle Jordens Dage.
Denne ene — han er vor.
Ei som Elskovs søde Smerte,
Ei om Daad, der hæver Heltehjerte,
Synger Paarses Skjald;
Rister ingen Bautastene,
Skaber ingen Sorgs og Rædsels Seene
Udi Melpomenes Hald
Men til skyldfrie Lyst og Latter
Vækker Holberg atter os og atter
Med sit Lunes Tryllegreen:
Derfor skal vort Drapa lyde,
Derfor atter vi og atter pryde
Danebardens Bautasteen.