For Din Griffenfeld saa god
Maae Du, Danmark! sørge længe,
Før et Skud af fremmed Rod
Plantet bliver i dit Vænge.
Bedre nyttet, bedre fredet,
Voxer Træet denne Gang —
Bernstorf hældig hænger Ledet
For de Danskes skjønne Vang.
Ofte Kampens røde Flod
Vilde Vangen oversvømme;
Vogteren ved Ledet stod,
Standsede de stærke Strømme.
Krigen brændte trindt paa Jorden;
Kun paa Danevangen ei;
Fredens Engel fra mit Norden
Altid viste Luen Vei;
Mødte med urokket Fod
Luen, som foruden brændte;
Dæmpede det blinde Mod,
Som forinden sig antændte.
Kampens Skyer Jorden dække,
Tordnen ruller, Lynet slaaer;
Intet Lyn kan Vangen række,
Hvor den vise Bernstorf staaer.
Prægtig er den Laurbærkrands,
Som paa Ærens Marker vindes;
Men i vilde Vaabendans
Under Suk og Hyl den bindes.
Dødens Sved maae Lauren nære,
Kun paa blodig Bund den groer,
Dyr er Kæmpegudens Ære,
Anger i hans Tempel boer.
Men naar Sandheds ædle Tolk
Prises frit af Ven og Fiende,
Men naar baade Drot og Folk
For sin Yndling Krandsen binde:
Denne Krands skal Verden kjende,
Vindes kun paa Fredens Vei;
Denne Krands før Tidens Ende
Falmer — plettes — ældes ei.
Den er din, Du Daunens Mand!
Den skal grønnes paa din Kiste —
Sørg ei længer, Fødeland!
For du Griffenfeld maae miste!
Dæmp dit Suk! aftør din Taare!
Tag for Sorgen denne Trøst!
Ved den store Bernstorfs Baare
Du tilgive Fædres Brøst!