Som et Frøe af ædel Art,
Man udi et Vildnis kaster,
Opad med ustandset Fart
Over Tjørn og Tidsel haster,
Spreder sine stærke Grene
Vidt omkring, og staaer allene.
Som en Gnist af Asken frem
Glimter, blusser op i Lue,
Føler Himlen er dens Hjem,
Stræber derfor mod dens Bue;
Over Røg og Damp sig hæver —
Selv et Lys mod Lyset svæver.
Saa af Mørket du opsteeg
Baaret frem ved egne Kræfter;
Hoben trindt tilside veeg,
Undred sig og stirred efter.
Ak! men over golde Kyster
Du din ædle Frugt nedryster,
Feighed hader Mod og Kraft,
Lys er Gift for mørke Sjæle:
Ædle Træe med Marv og Saft!
Ukrudsynglen vil dig kvæle;
Dine Frugter vil de have,
Medens de dig undergrave.
Deilig Vang i Bølgen blaae!
Gamle Danmark, skjønne Have!
Du som dyrt undgjælde maae,
At dit Led var tit af Lave —
Hvo det løfter i sin Hængsel
Lønnes grumt med Baand og Fængsel!
Arme Konge! ak vil Du
Havens Vogter udelukke?
Og i blind forvildet Hu
Egen højre Haand afhugge?
Da den ædle Grif du stækked,
Du din egen Vinge knækked.
Dybt i Norden staaer et Fjeld,
Skummelt nøgent midt i Havet,
Der, o store Griffenfeld!
Blevst du levende begravet.
Viisdom selv blev dømt tildøde;
Derfor maatte Danmark bløde.
Mangt et Aar skal svinde hen,
Skiftes ofte Danmarks Krone,
Førend Griffenfeld igjen
Staaer ved Dannerkongens Trone:
Konger har et Sekel flere;
Griffenfelder ingen mere.