Himmelens Stjerner funkle paa mørkeblaa Hvælving;
Natten svøber sin Skygge om Kongernes Borg.
Dunkle Drømme nedstige til Krigernes Leje;
Dagens blodige Færd begynder paa nye.
Hære styrte tilsammen i glimrende Staalglands;
Fienderækker nedsegne for Seirernes Sværd.
Ej om Kamp ere dine Drømme, o Habor!
Du vandrer sorgløs i Vaarens grønklædte Dal.
Der er Signelils svævende Gang gjennem Lunden;
Hun standser ofte, og bryder den nikkende Blomst.
Halv indhyllet i Lokkernes Flaggren er Barmen;
Hun løfter sit smilende Ansigt til Klippernes Søn.
Men brat, som en Dunst, hun bortrulles af hylende Vinde,
I sorte Skye høres Tordenens buldrende Løb.
Halv oprejst han hviler sit Hoved i hviden Haand.
Men Morgenen dæmrer i Østen, dens flammende Strimer
Sprede sig ud over Himmelens lysende Mark.
Da vaagner Leire, da vaagne dens tusinde Helte,
De ile til mandige Lege i Lejrelund ud.
Der flyver Spydet fra Kæmpers senede Arme;
Fra Buestrængen hviner den fjeddrede Piil.
Styrkens Sønner brydes med fast omslyngede Arme,
Og trampe i susende Hvirvler den gungrende Jord.
Paa højen Fjeld staae Lejres yndige Døttre,
Hver søger i Skaren sit Hjertes udkaarede Ven.
Alvilde skjuler et Smiil, og taler til Skjoldungens Datter:
“Hvem søger vel Signelils Øje i Kæmpernes Flok?
“Er det Hildiger Saxens Søn? Vist dejlig er Helten;
“Glat er hans Kind, og guult er hans krusede Haar.
“Blusse for ham disse rødmende Kinder, og flyve
“Til ham disse Suk fra Elskovs bølgende Bryst?
Hastigen svarer gullokkede Signe: “Mit Øje
“Søger en Kriger navnkundig i Spydenes Strid,
“En Kæmpe, som mægter Kongesværdet at løfte;
“Selv stærk som Havet at skjærme Skjoldungens Øe.
“Brun er vel hans Kind, og ej afskammet af Krigen;
“Men højt er hans Mod, hans Sjæl er ædel og stor.
Sjofna bærer Signes Ord paa et Vindpust til Habor:
Da gløder hans Kind, da banker hans svulmende Barm.
I Skovenes Mørke han flyer med sin lønlige Glæde;
De afsides Dale mon høre den elskedes Navn.
Men Jagthornet skralder blant Isefjords skovklædte Bakker;
De glade Jægere strømme paa Markerne ud.
Raaen springer forfærdet op fra sit rolige Leje;
Hjorten forlader med Hinden sin lønlige Dal.
Ulven søger den vilde Ørk og Vildbassen vred
I Busken, og hvæsser de Hugtænder lange til Strid.
Hildiger iler fra Jagten bort til gamle Belvise;
Bag smilende Aasyn brænder hans harmfulde Sjæl.
Han er som en Skye! der lys og rolig at skue,
En Midsommers Dag skrider op af Saxernes Hav:
Men dybt i sin Barm den skjuler Tordenens Rædsler;
Snart vil den briste ud over den sorgløse Dal.
“Hil dig — raaber han — hil dig, Fjeldboens Bane!
“Nu har vel Aldern lammet din rystende Haand?
“Nu har vel Aarene slukket dit Had og din Smert?
“Du mindes vel sjælden din Søn i hans græstakte Høj?
“Hans Sønner, som slog din unge Harald, de vandre
“Nu med hans svaghjertede Fader i tryggeste Fred:
“Snart skal du Mjødhornet tømme med Gammen og Glæde,
“Naar Habor mon favne Solunds yndige Møe.
“Og nær er Dagen; jeg saae Deres Øjnes lønlige Møden;
“Jeg hørte de Sukke, der brast fra hvælvede Barm.
“Uhævnet du døer, og trøstløs Hildiger vandrer,
“Hans elskede Pige skal sove i Bjergkongens Arm.
“Men er din Sjæl nu ej svag, som din Haand, da glem ej Kong Hamund:
“Din Hævn, og min Elskov vil fryde din højlagte Søn.
Han tier, og hænger Guldkjædens skinnende Ringe
Med taus tilskyndende Haandtryk om Oldingens Arm.
Som en Vig, der længe laae bunden i Vinterens Lænker
I dødelig Stilhed under sit Loft udaf Iis
Kommer Tøvinden brat med sin smeltende Aande —
Den vældig bryder sin Skorpe med vaagnende Kraft:
Saa vaagner gamle Belvise — ej svaret har Konger;
Men hastigen iler han bort med sin stormfulde Sjæl.
Længe tumles han om mellem blodige Tanker:
Omsider finder han Hævnens lønlige Vej.
Og ved dem ligger den gispende Hjort i sit Blod.
Hen mod dem vakler ved Staven gamle Belvise,
Liig Loke mod Hodur med Baldurs Død i sin Haand.
Ustadige Smiil bevæge hans skjæggede Kinder;
Hans Øjne rulle omkring under nedtrukne Bryn
“Heldig er Jagten — siger han — vist ramme Nordmandens Pile;
“Hvergang deres Strenge de sjunge, da slukkes et Liv.
“Men liden er Sejeren over den Fiende, som flygter;
“Ej vindes Navnkundighed stor ved den Frygtsommes Død.
“Hvor Pilen vender med Odden mod Skytten tilbage,
“Hvor Spyd møder Spyd, og Sværdet rammes af Sværd
“Der brænder den Dristiges Sjæl, men svag er den Fejge,
“Han smelter som Taage for Solens fortærende Ild.
“Og Hamund Klippernes Konge var Jarmeriks Ven.
“I mangt et Aar saae jeg hverken Klippernes Land eller Hamund:
“Hvor stor var da ei gamle Jarmeriks Fryd?
“Hvor stor var min Fryd, da jeg skuede Fjeldkongens Sønner!
“De henrundne Aar kom igjen og opvakte min Sjæl.
“Men større er nu min Sorg, at høre din Skjændsel.
“Du Lougens Konge! vanslægtet er nu din Æt.
“Men Sigurds Sønner de juble, mit Øre har hørt hvor de brasked’
“Af Sejren over Bjergenes frygtsomme Slægt.
“I Gaar — saa lød deres Ord i Jægernes Skare —
“Af danske Kæmper har Nordmanden tigget sit Liv.
“Lad Hamund ej høre den Røst paa sin Alderdoms Dage!
“Bedre med Ære at døe, end med Skjændsel at leve:
“Op Hamunds Sønner! op henter den flygtende Roes!
Som tvende Skibe, der ligge med udspændte Vinger,
Og vente Vinden paa Solskins rolige Hav;
Kommer den pludselig hvirvlende ned fra sin Skovdal,
Med krummende Master de jage paa Bølgerne hen:
Saa jage Belvises Ord de fnysende Kæmper
Over Bjerg, over Dal, gjennem Krat, gjennem susende Skov,
Med flammende Øjne de lede om Skjoldungens Sønner,
Med truende Fagter de løfte blodtørstige Spyd.
Vredens Ord bryde ud gjennem bævende Læber;
En Taare blinker, og tørres paa blussende Kind.
Saae du, o Habor, nu dine stormende Brødre,
Ikke da sad du saa tryg udi Kjerligheds Dal.
Lønligen ligger den dybt mellem hegnende Bjerge;
Men Solstraalen er der, og Kildens evige Rislen,
Og Biernes Surren paa Blomsters spraglede Vang.
Trindt lyde fra bjerghøje Bøges løvrige Toppe
Skovduens Klage og Drosselens klingrende Fryd,
Lærken forlader sin Mark, og højt over Dalen
Dvælende gaaer, og nedsender sin sødeste Sang.
Her mødes ofte de lyse Alfer, og spøge
Paa Blomstergulvet i Middagens varmende Sol.
Som en Mygsværm hvirvler ustadige Flugt udi Skove,
Nu lavt over Bækken, nu mellem Trætoppe højt:
Saa seer en Vandrer stundom de luftige Danse
Af Bjergenes Børn i Skovens lønlige Dal,
Først paa guulblommede Eng, men snart mellem Bøgenes Kroner
Luftfolket svinger sig op fra hans undrende Blik.
Did kommer Habor fra Jagtens Larm; det urørte Kogger
Hænger med slappede Bue paa Ynglingens Ryg
Men smilende Ansigt forraader de saligste Tanker;
Halvaabnede Læber udsende det elskede Navn.
Hun skuer liig Solen ned fra sin rødnende Skye.
Almægtig leder hun Pigen den lønlige Vej,
I sødeste Drømme inddysset til Dalen hun kommer;
I Taushed følger hun Bækkens bugtende Løb.
See! hun staaer i sin Skjønhed for Habors blændede Øje,
Det rødmende Ansigt nedbøjet paa stigende Barm.
Som naar en Aand i Lysets skinnende Klæder
Møder den ensomme Jæger paa Middagens Bjerg:
Saa staaer og Ynglingen længe i undrende Taushed,
Før Kjerligheds Røst finder Vej fra det bankende Bryst.
“Signe! elsker du Habor?” da løfter Skjoldungens Datter
Mildttindrende Øjne til Bjergets lyksalige Søn;
Som Engens Dronning sødt duftende Blomster betynget
Med Nattens Draaber fornemmer det gryende Lys,
Vaagnende løfter sig op imod Dagningens Straaler,
Og ryster beduggede Hoved i Morgenens Vind,
Kunde jeg gribe de vingede Dage, og standse
Foraarets yndige Sol paa sin straalende Vej!
Naar som den skyder sig op gjennem rødmende Taager,
Væltende Lyshavet ud paa den vaagnende Jord!
Kunde jeg standse din Gang, naar dit smilende Aasyn
Paa Morgenhavet udbreder sit bævende Skjær!
Naar Blomstret løfter sit dugbetyngede Hoved,
Og unge Skove udfolde sit grønnende Løv!
Naar Fuglen udstrækker sit Hoved fra glindsende Vinge;
Og aabner i frydefuld Undren sin Strube til Sang!
Men evig ustadig du ruller, og stiger, og daler;
Snar er din ilende Vandring fra Øst og til Vest.
Stundom indsvøbt udi Skyer og hylende Storme,
Stundom fremtrædende reen i din Yndigheds Glands.
Stakket er Vaarens frejdige Liv; dine Straaler
Skyde fra højere Bue brændende ned,
Bleger den bølgende Mark; de guulnende Skove
I brændende Vinde nedryste sin visnede Pryd.
Nordvinden hviner, og binder den susende Bølge;
Taus under Snehavet hviler den sovende Jord.
Og dybt og fjernt paa sydlige Himmel du glimter,
Sorgfuldt og mat, o Sommerens luende Sol!
En ilende Skygge, ustadig er Glæden med Sorgen
Og Dødens Porte er’ tæt ved det vaagnende Liv.
Kjerlighed er kun en Morgendrøm; dine Flammer
Sorgløse Hjerte! udslukkes i Tidernes Strøm.
Men du, o Sol! skal straale i evige Ungdom;
Du ældes aldrig i Aarenes ilende Løb,
Kun jeg som hænger mit Blik ved din venlige Straale,
Skal visne og falde engang med Skovenes Løv.
Den Dag kommer fage, da taus i Jordhyttens Mørke
Jeg aldrig mere fornemmer dit vækkende Lys.
Da straaler du lige yndig til Fremtidens Slægter,
Der hilse dit Komme med jublende Fryd paa min Grav,
Saa syng da, du Timernes Søn! mens Hjertet end banker,
Mens Øjet end straaler i Ungdommens flygtige Ild;
Naar Flammen slukkes, og Sangens Læbe maa blegne:
Den Henfarnes Stemme skal følge med Aarenes Gang;
I Vaarens grønnende Dale, paa Vinterens Snefjeld
Den sjunge de Glæder, som mægtigen rørte hans Sjæl.