Min Ven er død! lad Taaren flyde!
Til Suk og Klage lad Sorgharpen lyde!
Min Ven er evig borte — aldrig meer
Hans Aasyns hulde Blik jeg seer.
Han som Naturen gav det skjønne Hjerte,
Saa varmt ved fremmed Fryd og fremmed Smerte,
Nu koldt og følesløst som Gravens Leer
Har ingen Smiil og ingen Taarer meer.
Ej mere under Templets høje Buer
Hans Røst opvækker Andagts rene Luer,
Blant Tidslerne paa skumle Kirkegaard
Den fromme Sangers grønne Gravhøj staaer.
Paa Glædens Dag jeg skal ej mere høre
Det muntre Kvad, som tryllede hvert Øre;
Den blege Læbe er for evig lukt,
For evig Øjets milde Flamme slukt.
Vaarsolen smiler, Foraarsregnen falder,
Og døde Jord til Liv paa nye fremkalder;
Paa dig har Solens Straale ingen Magt,
Du est til evig Søvn og Nat nedlagt.
Dog hæv, dig Sjæl! ud over Livets Fængsel;
Til Himlens Rige stunde din Forlængsel!
For Aanden er der ingen Skranke sat,
En Dag oprinder efter mørke Nat.
Saa stands da Graaden, dæmp da Sorgen!
Engang blier det i Graven ogsaa Morgen:
Den lange Dødsnat skal engang forgaae,
Og de, som sove nu, til Liv opstaae.