Almagts store Værk kan aldrig standse;
Om ej du dets stille Gang kan sanse,
Gaaer det derfor lige stadigt frem.
Kan din Aand ej roligt Herberg finde,
Kan fuldkommen Klarhed den ej vinde, —
Tænk, o Vandrer! her er ej dens Hjem.
Dig blev ikke givet her at vide,
Naar det for Alfader er paatide;
Fremtids Slør bortdrager ikke du.
Noget skjult i Viisdoms Raad maa være,
Som du ikke mægter her at bære;
Sorg ej for Herefter! — Glæd dig nu!
Tænk og ej, du ene trygt besejler
Tankens Hav! — og døm ej den, som fejler!
Har ej Hyrden mangen anden Sti?
Kan ej den, som over Himle troner,
Samle disse mange Mislydstoner
I livsalig, hellig Harmoni? —
Priis i Ydmyghed den Lysets Fader,
Som dit svage Øje her oplader
For et Gjenskin af sin Herlighed!
Først naar alle Dages Aften kommer,
Skal du i en ubegrændset Sommer
See den Sol, som aldrig meer gaaer ned!