Kjær est du, Fødeland! sødt er dit Navn!
Til dig staaer altid dine Børns Forlængsel.
Med lønlig Magt du drager til din Favn;
Hvert andet Land mod dig er som et Fængsel.
Kun der er Vaaren i sin fulde Pragt;
Kun der i al sin Ynde Somren smiler;
Og skjøn er selve Vintrens blege Dragt,
Naar den paa vore Barndomsegne hviler.
Ja! skjønt er Fjeldet med sin Top af Iis;
Skjøn er den Eng, som Ungdomsbækken væder;
Den gule Ørken er et Paradis,
Naar den har skuet Barnets første Glæder.
Min Fødestavn er Lyngens brune Land;
Min Barndomssol har smiilt paa mørken Hede;
Min spæde Fod har traadt den gule Sand;
Blandt sorte Høje boer min Ungdomsglæde.
Skjøn er for mig den yndeløse Vang;
Min brune Hede er en Edens Have; —
Der hvile ogsaa mine Been engang
Blandt mine Fædres lyngbegro’de Grave!