Der er en Dannemand i Nord:
Ved Sliens Bredder Pfingsten boer;
Han er en Olding nu paa Gravens Bredde.
Med uudslettelige Skrift
Skal Saga tegne hans Bedrift
Og fra Forglemmelse hans Minde redde.
Som bag et Fængsels skumle Muur
Den Døves Sjæl i Fangebuur
Maa efter sin Forløsning sukke.
Han seer, men kan dog ej forstaae;
Han længes, kan dog ej opnaae;
Sit Hjerte med sit Øre maa han lukke.
For ham er hele Verden stum;
Hans Vaagen selv er kun en Slum,
Med dunkle, uforklarte Drømme.
Naturens skjøntbeskrevne Blad
Hans Øje seer, men veed ej hvad;
Derfor det maa i tavse Taarer svømme.
Hans Sorg er tung; thi ene maa
Han bære, hvad paa Hjertet laa;
Sin Smerte kun med Suk han kan udsige.
Hans Fryd er flygtig som en Piil;
Er selv kun et vemodigt Smiil,
Der dog for Kummers Rynke brat maa vige.
Da nærmer sig saa huld en Ven
Og tørrer Mismods Taare hen
Og vækker Haabets Smiil paa blege Kinder.
Han trættes ej, forsager ej:
Omsider gjennem Øjet Vej
Til Sjælens mørke Fangebuur han finder.
Nu tyder han, hvad Øjet saae,
Og lærer Hjertet at forstaae
Sin dunkle Drøm, sin dunkle Længsel.
Han viser Aanden Aanders Hjem;
Han fører den befriet frem
Til Lys, til Fryd, fra Mulm og Fængsel.
Naar hisset Almagts Faderhaand
Har løst den Stummes Tungebaand, —
Naar de, hvem før du ofred’ dine Dage,
Istemme selv Halleluja! —
Da, tro og gode Tjener! da
Din rette Dagløn skal du vist modtage!