Som det Frø af ædel Art,
Man i skummelt Vildnis kaster,
Opad med ustandset Fart
Over Tjørn og Tidsel haster,
Spreder sine stærke Grene
Vidtomkring og staaer alene; —
Som en Gnist af Asken frem
Glimter, blusser op i Lue,
Føler, Himlen er dens Hjem,
Stræber derfor mod dens Bue,
Over Røg og Damp sig hæver, —
Selv et Lys mod Lyset svæver —;
Saa af Mørket du opsteg,
Vaaren frem ved egne Kræfter;
Hoben trindt tilside veg,
Undred’ sig og stirred’ efter.
Ak, men over golde Kyster
Du din ædle Frugt nedryster.
Fejghed hader Mod og Kraft,
Lys er Gift for mørke Sjæle:
Ædle Træ med Marv og Saft!
Ukrudsynglen vil dig kvæle;
Dine Frugter vil de have,
Medens dig de undergrave.
Gamle Danmark, skjønne Have!
Du, som dyrt undgjælde maa,
At dit Led var tit af Lave! —
Hvo det løfter i sin Hængsel,
Lønnes grumt med Baand og Fængsel!
Arme Konge! ak vil du
Havens Vogter udelukke?
Og i blind, forvildet Hu
Egen højre Haand afhugge?
Da den ædle Grif du stækked’,
Du din egen Vinge knækked’.
Dybt i Norden staaer et Fjeld,
Skummelt, nøgent, midt i Havet, —
Der, o store Griffenfeld!
Blev du levende begravet.
Viisdom selv blev dømt tildøde;
Derfor maatte Danmark bløde.
Mangt et Aar skal svinde hen,
Skiftes ofte Danmarks Krone,
Førend Griffenfeld igjen
Staaer ved Dannerkongens Trone;
Konger har et Sekel flere; —
Griffenfelder ingen mere!