Hulde Engel! du min Barndoms Ven!
Tro Ledsager i de svundne Dage!
Siig mig da: hvor est du flygtet hen?
Sig mig: naar — naar kommer du tilbage?
Skjønt ukjendt — du engang fulgte mig,
Da min Sjæl var fri for Sorg og Smerte;
Nu — jeg kjender, nu — jeg sjunger dig,
Ak! hvi flygter nu du fra mit Hjerte!
Ukaldt var du dengang altid nær,
Leged’ med mig, vaagen og i Drømme;
Nu, jeg kalder dig, o Ven saa kjær!
Ubønhørt jeg maa i Taarer svømme.
Boer du i det Huus, hvor førstegang
Du har mine Læber lært at smile?
Boer du paa den løvbekranste Vang,
Hvor du saae min Morgenstund henile?
Blev du i den Lund, som jeg forlod,
Da mig Skjæbnen ud i Stormen kasted’?
Hos den Kilde, som fra Bakkens Fod
Mellem Blomsterne forbi mig hasted’?
Boer du højt blandt hine Stjerners Hær,
Som jeg saae paa Himmelbuen tindre?
Har ej Himlen nu det samme Skjær?
Er dens høje Stjernehvælving mindre?
Er ej nu, som fordum, Lunden grøn?
Kilden klar udi sin Blomsterramme?
Er min Ungdoms Dal ej længer skjøn?
Eller — er jeg selv ej meer den samme?
Milde Engel! kom endnu engang!
Fyld min Barm med hine Længsler søde!
Tryl mit Hjerte med din Serafsang!
Kvæg mit Blik med Haabets Morgenrøde!
Se! jeg søger dig — o kom igjen!
Hør! jeg kalder — kom igjen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen!
Eller til det ny du snart mig drage!