Du, som tavs med sænket Hoved staaer,
Liig en Lilje, knækket paa sin Stængel,
— Tornekransen om det sorte Haar, —
Glædens stille, blege Søsterengel!
Kommer ogsaa du fra Himlen ud?
Kommer du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa du fra Glædens Gud,
Som en Sky for Solen over Jorden?
Har du i din Smerte ingen Trøst?
Har du ingen Lindring i din Taare?
Vækker du kun Sukke i mit Bryst?
Rører du kun Hjertet for at saare?
Jo! du styrker, skjønt du bøjer mig;
Ej forgjæves skal min Taare rinde.
Jo, jeg elsker, skjønt jeg frygter dig,
Du min Sjæls tungsindige Veninde!
Jo, jeg elsker dig, min blege Brud!
Elsker dig, som Nattens Skygger dunkle;
Af din Sky gaae Glædens Straaler ud,
Haabets Stjerner i din Skygge funkle.
Kom da, Himlens Datter, naar du vil!
Ej skal Hjertet briste, skjønt det bæver!
Mod det Lys, min Længsel stunder til,
Du mit Øje fra dit Mørke hæver.