Dybt under Nordens Himmel
Et Folk paa Sletten boer;
Kun liden er dets Vrimmel,
Dog er dets Lykke stor:
I dunkle Bøgetelte
Det hilser Vaarens Lyst,
Og hvide Bølger vælte
Sig mod dets grønne Kyst.
Fra Fjeldets dunkle Kammer
Ej hentes røden Guld,
Men gylden Høsten brammer
Paa Agrens rige Muld.
Den stærke Eg fra Skoven
Nedstiger til dets Strand,
Og, vingeklædt, paa Voven
Den gaaer fra Land til Land.
Højt taler Sagas Tunge
Om den forsvundne Tid,
Og fjerne Bølger sjunge
Om gjæve Fædres Id.
I Arv gik deres Hæder
Som Solen blank og reen,
Og stolt den Unge træder
Til Fædres Bautasteen.
Af gammel Æt oprunden,
En Drot i Fædres Aand
Til Folket fast er bunden
Ved Ømheds stærke Baand:
Hans Navn med Fryd vi sige,
Og Fredrik nævnes han,
Og Danmark er hans Rige,
Vort elskte Fødeland.
Stig højt, du stærke Flamme!
Lyd Sang fra Strand til Strand.
Held Kongen! Held hans Stamme!
Og Held vort Fødeland!
For dem i Fryd, i Nøden,
Paa Land, paa Bølgen blaa,
I Livet og i Døden,
Skal danske Hjerter slaae.