Uffe Birkedal (1852–1931)

En lille, dæmpet Røst der lød:

»Saa haard og bitter er din Nød,

langt bedre vist, om du var død!«

Jeg svared Røsten: »Ej tør brat

jeg kaste ud i bundløs Nat

hin underfulde, dyre Skat.«

Genmæled Røsten straks: »Jeg saa’

en Guldsmed sine Vinger slaa

fra Vandene, hvor skjult den laa.

Den lød et mægtigt indre Bud

og sønderrev sit gamle Skrud

og skinned blaa i Brynje prud.

Den tørred Vingens Flor og svang

sig lynsnart over Mark og Vang,

hvor Duggen frisk paa Græsset hang.«

Jeg sagde saa: »Vort Verdenshjem

er bleven til i Tider fem,

den sjette Mennesket stod frem.

Med Aand begavet stolt han gik,

en Drot i Skabning og i Blik!

og Herskab over alt han fik.«

»Af Hovmod blind«, lød Røstens Ord,

»du ser ej gennem Natten, hvor

Alverden dog er vid og stor,

Er Verden grænseløs, da kan

du vide, med en sund Forstand,

at ondt og godt er ligedan.

Hvad er den stakkels Tue her

af Frygt og Haab at nævne værd

blandt Kloderne, som vrimler dér?

Og splitted Vinden dig, naa ja,

hvad gør saa det til eller fra?

der af din Slags er nok endda.«

Nu mere sikkert faldt mit Svar:

»To Skabninger ej Jorden bar,

som ganske lig hinanden var.«

Men haanligt lød det nu igen:

»Velan da! lad saa være, men

hvem mon vil savne dig, min Ven?

Er der én Straale blot, saa sandt,

som mindre blank fra Solen randt,

fordi dit Væsens Særpræg svandt?«

Jeg vilde have sagt: »Hvo véd?«

men Hjertekviden, som jeg led,

flød strømmende ad Kinden ned.

Og Røsten atter til mig lød:

»Saa haard og bitter er din Nød,

langt bedre dog, om du var død!

Du stinges af din Jammers Braad,

du faar ej Søvn, du véd ej Raad,

du har ej Tanke, men kun Graad.»

»Alt skifter«, sagde jeg, »og vil

jeg nu mit Aasyn hylle til,

er tabt for altid Livets Spil.

Maaske jeg med min Sot faar Bugt.»

Nu han: »hvad Lægedom med Frugt

er vel mod gammel Lamhed brugt?«

Jeg græd: »Men slog mig Dødens Le,

staar Tjørnen endnu, favr at se,

helt fuld af rosenfarvet Sne.

Og naar jeg hviler under Muld

vil Slægten søge, Kuld paa Kuld,

ad nye Baner Sandheds Guld.«

Og Stemmen hvisked: »Vent du kun!

der kommer dog en Morgenstund

med Rimfrost paa din Mark og Lund.

Lyslystne Sjæle da, som før,

vil storme Himlens Stjernedør

og løfte kækt paa Sandheds Slør.

Og Bien bygger Cellen snild,

i Dalen blusser Tjørnens Ild

og Klokkeblomsten smiler mild.«

Jeg sagde: »Det er Verdens Kaar,

at frem den skrider Aar for Aar,

hver Maaned noget nyt den naa’r.

Bør ej jeg holde ud min Vagt,

selv paa et Taarn saa ødelagt,

og følge Tidens Fremskridtsmagt?«

»Den højest stegne Aand«, paa ny

han mæled, »ser endnu kun Gry

paa tavse Tinder højt mod Sky.

Vil tredive Aaringer et Gran

forstærke det Par Lys, der kan

knap skimtes over Hav og Land?

hvad heller kalde Morg’nen hid

fra dens Krystalfred, kold og hvid,

med Solguld som ved Middagstid?

forud for din Tid og Slægt

Aartusinder, da Kundskabs Vægt

er hobet op, uanet kækt —

du har ej Lyset nærmet dig

et Fjed, thi Stigen strækker sig

mod Himlens Hvælv uendelig.

Før bleg og kold end Dag for Dag

om Kraft at trygle, lige svag,

med indbildt Haab om haabløs Sag!

Ja, dette Haab, selv Vejr og Vind,

du bygger paa et Hjernespind:

genvunden Helse, Fred i Sind.«

Jeg sagde: »Naar jeg ej er mer,

jeg skældes Kryster, og der sker

Forsmædelse mit døde Ler.«

Nu han: »Hvor lavt at sukke bort

dit Liv i Jammer kvalfuldt haardt,

— lad Døden gøre Pinen kort!

Syg er du, Viljen delt, din Gru

for Sotens Kvide øger du

med Frygt for »Folk*, — hvor fejg endnu!

Mon »Folk« vel elsker dig? monstro

du lader Folkesnak din Ro

forstyrre dybt i Gravens Bo?

Det gule Blad knap mere nemt,

mens Tiden rinder, bliver glemt,

end Høstens Neg, i Laden gemt.

Søg Hvile, Aand, saa tung og træt!

muldfyldt dit højre Øre let

er døvt for Uret og for Ret!«

»Skal Modet«, græd jeg, »i hin Stund

i harmfuld Trods jeg søge kun

og i hint Svælg foruden Bund?

Selv nu jeg heller greb til Trøst

i et Haab af dem, jeg bar i Bryst,

da Ros og Ry var end min Lyst,

da jeg med dristig Tunge kvad,

hvor Lejrens Telte stod paa Rad,

i hørte fjerne Krigsskrig glad,

den Gang Pæanens stolte Lyd

jeg stemte op, og sad med Fryd

og pudsed Sværd og Skjold og Spyd, —

i Haab om Sejren ypped Kiv

med Løgn og Falskhed, Kniv mod Kniv,

og vented Glæde af mit Liv, —

en Sandhed, ukendt før, at faa

for Lyset bragt og fast at slaa,

og Hads og Elskovs Dyb at naa, —

af al min Magt, trods hver en Bom,

at skaffe Plads for Tvivlens Dom,

at Tanken frit kan krese om, —

at søge nær og fjern paa Jord

Allivets Vækst, Gudstankens Spor,

og Loven, som i Loven bo’r, —

ej som et usselt Ukrudt dø,

men, i hvor end det gik, at strø

frugtbare Daads- og Tankefrø, —

for saa, naar Lyset var brændt ned,

med ren og god Samvittighed,

mens for en ædel Sag jeg stred,

og ej kun for min egen Ret,

at segne, hædret og begrædt

paa Valen, som en Kriger træt,

der støvbedækket, stolt og rørt,

har sine Landsmænds Kampsang hørt,

og nu, med Øjet taareslørt,

just i sit sidste Livsminut

i Røg og Damp ser Stridens Slut,

da Fjendens Rækker bliver brudt!«

»Ja«, Stemmen lød, »din Drøm var god, —

Saa længe i din Vaar du stod,

da tændte Ild den i dit Blod.

Lød ej med Kraft Naturens Bud,

naar Blomsterknoppen staar i Brud,

hvem holdt da vel én Time ud?

Saa kommer Modgang, Skifte, Høst

og Lidelse, hver gammel Lyst

henblegner, — der er kun én Trøst.

Ja, blev fra Aar til Aar du ved

med slig en Kæde, Led for Led,

trods Soten, — du fandt dog ej Fred.

Din Skæbne satte dog ej Spor, —

fra Vuggen til din Seng i Jord

blev Verdensgaaden lige stor.

At Mennesket med Kundskabs Magt

kun leger, har jeg alt dig sagt.

Knap har ét Skridt den frem ham bragt.

Hvor skal hin Drømmer, døv og blind,

kaldt Mennesket, da trænge ind

i Lovene for Sjæl og Sind?

Hver Orm paa Jorden spinder jo

sin Traad, og uden Rist og Ro

sin egen Ham den væver tro.

Raab, daan ej! Sandhed har sin Stol

hinsides Blussene ved Pol,

hvad heller nær ved Morg’nens Sol.

Raab, daan ej! kryb! Top over Top,

hvor Haabets Sti har lengst sagt Stop,

skysløret stejler op, op, op!

En Rand kun tindrer her og dér, Wi

naar over Taagerne et Skær

ses paa en Skrænt med Fyrretræ’r.

Jeg vil gaa fremad! siger du:

forvist jeg finder Sandhed nu!

Se op! hun staar der, gram i Hu.

Om du gaar lige eller skraat

du véd ej selv, — du favner blot

en Sky, som Ixion til Spot.

Du, som kun lidet forud har

for Dyrene, værkbrudne Nar,

tror dog, du til lidt mindre var

end Engle skabt! hvi kravle mod

det sidste Mørke Fod for Fod?

for alt der er én Helsebod!«

»Én Side kun«, nu sagde jeg,

»du ser, o Røst, som dorsk og fejg

mig frister ind paa Dødens Vej.

Vel staar der Larm fra Old til Old

af Daad og Stemmer mangefold,

og Dogmers Støvhob, tør og gold.

Dog véd jeg, at der findes dem,

som her fandt Fred, og fik i Gem

en Fryd, som hist i Himmelhjem,

som ro’de haardt, trods Storm og Strøm,

mod Edens Port med Længsel øm,

og drømte ej, det var en Drøm,

men som i Løn, med henrykt Sjæl,

har hørt, selv i et Ligkapel,

et Brus af Livets Kildevæld,

og naa’de deres Ønskers Maal,

og bar og udholdt alt med Taal,

som Stefan, hint uslukte Baal.

Han agted ikke Haan og Tort,

gik ej med Suk og Klage bort,

skønt ramt af Stene grumt og haardt,

men fuld af Naade op han saa’,

og bad, og Herrens Solglans paa

hans Aasyn klart og herligt laa.«

Nu Røsten afbrød barsk og ond:

»Ej dog, som havde Haabet Grund,

— al Ting var bedre skikket kun.«

Jeg sagde: »Jeg har bange Kaar,

men da jeg Altet ej forstaar

maaske jeg til det værre gaar,

og mens én Gaade under Sky

jeg grunder paa fra hvert et Gry,

jeg binder ikkun hundred ny,

hvad heller efter Livets Frist,

fra Sansers Baand gjort fri tilsidst,

min Kval for evigt stivner hist.

Thi her jeg vanker syg og mat

og nøgen, af hvert Haab forladt,

— hvad truer ej bag Dødens Nat?«

»Betragt hans Aasyn«, Stemmen lød,

»som et Par Timer kun var død,

— ser du vel Harme, Glæde, Nød?

Mon vel mod noget Bud han ta’r,

og faar vel noget Haandtryk Svar?

ej Svar og Nemme mer han har.

Med Hænderne i Kors paa Bryst

han ligger paa sit Leje tyst

og hviler efter Livets Dyst.

Se Læbens milde, blide Drag!

fik han paa Mund’ og Kind et Slag

han tav dog og bar intet Nag.

Hans søde Datterlil, der fik

hans sidste Kys og sidste Blik,

paa Slægtens Ære sætter Klik.

Af Sønnerne, hvem Navn han gav,

én bli’r en Skelm, en anden brav, —

ham rører intet i hans Grav.

Han hører ikke Stormens Sus

og leder ej med Suk om Hus

til Ly mod Vinterregnens Brus.

Histoppe sejler Skyen let,

omkring ham samles Mørket tæt,

hans eget Hjem har ham forgæt!«

»Du fejge Røst«, mit Svar nu lød,

»naar alt er skjult i Tvivlens Skød,

bevis mig saa de dødes Død!

En Urt maa dø, som savner Regn, —

mit Haab gror dybt i Hjertets Egn.

Jeg kender Døden og dens Tegn

alt siden mine Aar var faa.

En Skygge jeg blandt Grave saa’,

i Buksbomhækken Mørket laa.

Fra Grav til Grav hin Skygge gled,

mens Morg’nen græd, og lige ved

hans Fod sov Bellis sødt i Fred.

De plumpe Sanser skreg i Kor:

Omega! Konge, ene stor!

se alt er tyst, hvor Døden bo’r!

Naar Mennesket skal drømmefri

henraadne, som det læres, hvi

er saa hans Haab ej helt forbi?

Hvem gav ham hin Indbildning da?

hvor kom hin indre Trosglød fra,

hint Nej trods alle Sansers Ja?

Han Øjets Gave fik, ved den

blindt vis sin Aand han tyder, men

ej som en Ting, der dør igen.

Han smedder Vinger for fra Jord

at fly, og grunder paa et Ord,

kaldt Evigheden, navnløs stor.

Det Ideal, hans Sjæl har kær,

han finder ej paa Jorden her,

han strør sig selv for Vind og Vær.

Han lytter til en himmelsk Røst,

bag tykke Sky’r han ser til Trøst

et Maal, som efter Sæden Høst.

Begyndelsen og Enden kan

han raade ej med sin Forstand,

snart tror han og snart tvivler han.

En Strid der føres i hans Blod,

én Drift er ond, en anden god.

Han vil, — og gør dog tværtimod.

Hist aabnes Himlen, Helved her,

og Kæmpeskygger fjern og nær,

halvfødte, dør i Morg’nens Skær.

Ak! i og udenfor sig maa

han sikkert Svar paa Tvivlen faa,

vil blot hans Uforstand forstaa!

Men du maa skamfuld savne Svar

— dit eget Sværd dig fælded har, —

hvad heller svare som en Nar.

Uløst blev Tvivlen dog, omkring

vi kresed i den samme Ring.

Kun Vished afgør denne Ting.« —

Som Bølgen, der kun stanses kort

af Modvind, før den ruller bort,

tav Stemmen lidt, og fo’r saa fort:

»Hvor var du, da din Fader sprang

som munter Dreng i Mark og Vang,

i Regn og Solskin, Dagen lang?

I en nu længst henfaren Slægt

Folk kaldte ham en lystig Knægt

og lod ham ride Ranke kækt.

Før hine Smaakar i din Krop

gav dit Skelet fra Taa til Top

dets Kalk, og du var vokset op, —

hvem tog en Viv, hvem fostred Smaa,

hvem mon sit Ansigt rynket saa’,

hvem sled hver Dag til han blev graa?

Et Liv, som Intethed kun bød,

fra Intethed før han blev fød,

til Intethed i Jordens Skød!«

»Den samme Snak«, nu fra min Mund

faldt Svaret, »og højt regnet kun

en Gætning uden skellig Grund.

Men sæt endog, at det var sandt,

at alt, hvad der en Gang oprandt,

maa og en Gang forgaa, — hvor fandt

jeg, der erindrer kun saa svagt,

Beviset for, at Livets Magt

jeg først har kendt i jordisk Dragt?

Vel dunkelt er det mig, hvordan,

dog sender jeg med min Forstand

en Tankepil, saa godt jeg kan.

Maaske hvert Liv har mere end

ét Værktøj: naar det farer hen

det kommer kresende igen.

Maaske hin Sagnets Glemseldrik

skal rækkes alle dem, der gik

fra én til anden Verdens Skik.

Som Folk med dvalebundet Sind

forgætter Drømmens Hjernespind

indtil de atter dysses ind,

saa vilde ogsaa vi, saafremt

vort Liv var nu som før, bestemt

ej helt vor Fortid have glemt.

Men hvis jeg fra det Høje faldt,

da var et gammelt Sagn, fortalt

om Himlens Vrede, sikkert alt, —

et dunkelt Velbehag, hver Gang

ved Alpens Tind mit Øje hang

og op mod Nattens Lys sig svang.

Og er fra mere lave Hjem

til Liv paa Jord jeg dukket frem

— med gjort Erfaring dybt i Gem —

da glemtes vel de fordums Kaar.

Hvem husker sine spæde Aar?

saa langt ej Mindets Genlyd naa’r.

Og Folk, hvem Vanvids Mulm greb fat,

tit glemmer rent den lange Nat,

naar de har Cellens Rum forladt.

Langt mer vil Mindet uden Spor

henblegne, naar min Aand fra Jord

er faren, og i Frihed bo’r.

Naar Mindet kun gaar Tiden an,

og den kun Stoffet, — mon det kan

da naa hinsides Stoffets Land?

Desuden glimter mangen Stund

det frem af Sjælens dunkle Grund

som glemte Drømme fra et Blund —

af noget følt, som følt paa Jord,

af noget sket, jeg véd ej hvor,

— det kan forklares ej med Ord.»

»Ej dine Drømme angaar mig«,

lo Røsten nu, »men virkelig

den Kvide er, som nager dig.«

»Men«, sagde jeg, »tabt er din Sag,

du vilde gøre til et Vrag

min Livsbaad paa en skummel Dag.

Svar dog: vil jeg dumdristig fly,

hvad hænder da bag Dødens Sky

min gamle Sjæl med Sanser ny?

Lad Sorgen klage tung og træt, —

ej nogen, der fik Aandedræt,

kan efter Døden længes ret.

Liv, det er vore Nervers Brist,

vi vil ej Død, men Liv forvist,

mer Liv jeg attraar først og sidst.«

Jeg tav og sad der, mod i Hu,

og rolig spotsk lød Stemmen nu:

»Se, det er Søndag Morgen, du!

Og jeg stod op med lettet Bryst

og aabned Vinduet, og lyst

og svalt steg Gryet frem i Øst.

Som Vinden lufter lun og blid,

naar Mosen tø’r ved Foraarstid,

klang Kirkens milde Klokker hid.

Og alle fulgte glade med

op til Guds Hus, forbi det Sted,

hvor deres Støv tilsidst faar Fred.

En Mand med faste Trin jeg saa’

imellem Barn og Hustru gaa,

et Alvorssmil om Munden laa.

Den Viv, med hvem han blanded Blod,

gik, støttet til ham, klog og god,

i Kvindens fulde Blomst hun stod.

Ved deres fælles Kærlighed

beskærmet Pigen med dem skred

og slog blufærdigt Øjet ned.

Og jeg velsigned dem med Lyst.

Jeg talte saa, men alt var tyst,

tavs var den haarde, bitre Røst.

En anden Røst sig høre lod,

en sølvklar Hvisken, der gav Bod

for al min Vaande: »Fat kun Mod!«

Som fra et lifligt Nabolag

det klang, skønt Lyden kun var svag:

»Jeg Maalet ser og Sejrens Dag!«

Et lille Pust med Trøstemagt

blev sagtelig til Øret bragt:

»Jeg mere véd end jeg har sagt.«

Som Æolsharpen toner frit

foruden Nodebog, og blidt

vor Tanke løfter, langt og vidt,

hin Hvisken mig i Øret flød.

»Hvad véd du!« bad jeg. Stemmen lød:

»Et lønligt Haab!« med Klang saa sød,

at der af Hjertets skumle Grund

brød frem en Magt i denne Stund,

Regnbuen lig paa Himlens Rund.

Og strømmende randt Troens Elv, —

hver Sky paa Kærlighedens Hvælv

er Kærlighed fra oven selv!

I Mark og Vang jeg vandred hen,

hvor Alnaturen bo’r, og den

gav Haabets Pulsslag Kraft igen.

Mig undred Vaaren rig og skøn,

af Vintervæde født i Løn,

helt blomsterdækt laa Engen grøn.

Mig undred Skoven paa min Gang, —

saa fyldt den var med Fuglesang,

at glemt var al min Nød og Trang.

Alt var saa helt forandret nu,

at jeg kun mindedes med Gru

den onde Magt, som bandt min Hu,

og at jeg heller følge gad

den Røst, som aanded Haan og Had,

end den, som lød: »Vær glad! Vær glad!