Det lakked’ alt mod Nattetid,
Og Duggen den drev paa,
Og det var Iver Axelsen,
Han ud af Vindvet saae.
Og det var Iver Axelsen,
Han ud af Vindvet saae;
I Gaarden red hans liden Smaadreng
Paa Gangeren abildgraa.
I Gaarden red hans liden Smaadreng
Paa Gangeren abildgraa:
„Saa stærke ere de Tidender,
Som Eder imøde gaae.“
„Borreby er haardt belagt,
Og Helsingborg er brændt;
Alle de Skibe, i Havnen vare,
Dem haver Svensken antændt.“
„Alle de Skibe i Havnen vare,
Dem lode Svenskerne brænde;
Konning Karl nu agter sig op mod Lund,
Han er saa haard en Fjende.“
Og det var Iver Axelsen,
Kasted’ Brynjen om hviden Hals:
„Ihvo som ikke følger mig,
Han tjener sin Herre med Fals.“
Han drog de Bukkeskindsstøvler paa
Og spændte Sværdet ved Side
Og gjordede selv sin gode Hest; —
Paa Svenden ej turde han lide.
Hesten render ad Marken ud,
Jeg vil det ej fordølge;
Det var Hr. Ivers liden Smaadreng,
Han kunde sin Herre ej følge.
Saa red han til Lunde-Bispegaard
Og klapped’ paa Døren med Sværd:
„Vaagn op, vaagn op, Hr. Ærkebisp!
Ej Tid til Søvn det er!“
Og det var Ærkebisp Thue,
Han vaagned’ af Søvnen brat:
„Hvem er den Gjæst, der banker saa
Udi den mørke Nat?“
Mældte da Bispens liden Dreng,
— Han stod ved sin Herres Side: —
„Det var Hr. Iver Axelsen,
Som monne for Døren ride.“
Op stod Bispen med hviden Kind,
Han kaldte paa sine Svende:
„Hjælpe mig Gud i Himmerig!
Hr. Iver han er min Fjende.“
Og det var Lunde-Ærkebisp,
Han var i Hu saa mod;
Ude holdt Iver Axelsen,
Hans Ganger skrabed’ med Fod.
Bispen svøbte sig saa i Skind
Og traadte ud paa Svale:
„Nu siig mig, Iver Axelsen!
Hvad har I med mig at tale?“
„Hil Eder, hil, Hr. Ærkebisp!
I kalde paa Eders Svende,
Der er ej Tid at give bort,
Flux Sværdet ved Siden I spænde!“
„Borreby er saa haardt belagt,
Og Helsingborg er brændt;
Alle de Skibe, i Havnen vare,
Dem haver Svensken antændt.“
Alle de Skibe, i Havnen vare,
Dem lode Svenskerne brænde;
Konning Karl nu agter sig op mod Lund,
Han er saa haard en Fjende.“
„I veed vel, hure vi stande sammen,
Men lad nu Saadant fare,
Og ruster Eder, det bedste I kan,
Thi Byen er stædt i Fare.“
„Selv vil jeg kalde de Riddersmænd
Og Bud om i Landet sende;
Saa ville vi møde den svenske Bjørn
Med vore samlede Svende.“
„Hil Eder, hil, Hr. Axelsen!
I er en Dannemand;
I tænke ej meer paa den gamle Tvist,
I række mig Eders Haand!“
Og det var Iver Axelsen,
Og han tog atter oppaa:
„Ihvo som nu ikke følger os,
Han er sin Konge utro.“
Og der var ingen Riddersmand,
Som ej vilde dennem følge;
Snart blev der Brag og Vaabengny,
Jeg vil det ej fordølge.
Kong Karl han kom med sine Mænd,
Men Dansken var dem for haard;
Han maatte vige med Spot og Skam
Fra Lunde-Bispegaard.
„Krist signe hver god Dannesvend,
Som baade med Mund og Haand,
Uden Skjemt og Tant, med Flid og Tro,
Vil tjene sit Fædreland.“