Jacob Christian Bie (1738–98)

Vor Helt sin Moder strax til Ære lod oprette

Et Mausolee ¹ og i marmorfiint Marmor ² sætte,

        Der med slig Prægtighed og Kunst udhugget var,

        Som om Alcimedon ³ det selv arbeydet har.

Her saa man Qvinderne paa Bacchi-Fest at danse,

Hist sad Victoria ⁴ og fletter Seyers-Krantse

        Til den berømte Helt, den tappre Viinens Gud,

        Som stod bedækket med en spættet Tigers Huud. ⁵

Rundt omkring Graven var en Viingaard forestillet,

Der stod en Gedebuk, og Viintræ-Knoppen pillet, ⁶

        Dernæst Silenus paa sit gamle Æsel kom,

        Behængt med Potter, Glas, og Kander rundt om.

Tæt ved afbildet var den døde Anicete,

Ved hendes Hoved randt den klare Flod Bibere,

        Hvis Bredde runden om heel kunstig prydet var,

        Med store Ranker, som de modne Druer bar.

Men midt i Graven var, o! hvilket Mesterstykke,

Som andre knap kand troe og knap min Pen udtrykke,

        Et Vandspring hugget ud i Skabning af et Sviin,

        Som sprang, ja! men hvormed? med blot Tokajer-Viin!

Her kundtes alt hvad Kunst i Marmor kand frembringe,

Arbeydet syntes fast Materien for ringe,

        Ja! Anicete, ja du var det ogsaa værd!

        Nu gaaer jeg fra din Grav og til din Jordefærd.