Man Blomsteret af sin Roed sit Spire-Tide strax kiender,
Den mindste Nelle i sin spæde Vext jo brænder,
Og Rosen lugter i sin Purpur-farvet Knop,
Sig Fuglen ved sin Flugt i Luftens Rige glæder,
Og i sit Element den stumme Fisk sig væder,
Magneten elsker kun sit Jern og Nordens Kuld,
En Agsteen trækker Straae, men Dværgsølv trækker Guld.
Alt Skabt, maae sin Naturs Tilbøyelighed følge,
Ney, Grenen viser strax de Frugter Træet bær,
Vor Ungdom Billede paa vores Manddom er.
Den, som Apollo gir de Musicalske Gaver,
De viise hver sin Lyst i Ungdoms spæde Aar.
Saaledes og vor Helt sin store Art udviser,
Thi fra de spæde Aar han idel Druer spiser,
Hans Mad var altid Salt, hans Drik var idel Viin,
Hvo kand ey see en Griis vil blive til et Sviin?
Man kunde tydelig fra første Tiid fornemme,
At Helten vilde ey sin høye Herkomst glemme,
Hans Drikke-Lyst blev meer og meer aabenbar,
Hans Alders toe Gang sex snart endog fyldet har,
Førend han i et Drik toe Potter kunde tømme,
Og drak, saamangen Helt af Marken maatte rømme,
Som dog navnkundig var udi sin Drikke-Kunst,
Men prøvte Styrke med vor unge Helt omsonst.
Ja, staae dig tapre Helt, og viis ifra din Vugge
At du i Manddoms Aar ey ved et Ruus vil rugge,
Bliv ved og drik til du den Seyers Palme naaer,
Som mangen Drikke-Helt forgæves sveder for!
Nu maatte Helten alt sin første Modgang døye,
Af en uventet Sorg, som vædede hans Øye,
Og endda meer hans Hals, ja koster mangen Taar,
Før han den samme af sit Sind udryddet faaer.
O! en uventet Sorg, o! hielp mig at beskrive
Saaledes som jeg bør, paa dette Hierte-Skaar,
Som er det første og det største Helten faaer!