Velan begynd min Geist! udtøm nu dine Kræfter,
Giv agt I Verdens Folk, og I som komme efter!
Fortæl min Helte-Sang, hver Slægt fra Mand til Mand!
Saa syng min Muse! syng, om Heltens Fødeland!
Hist mod den varme Rand, hvor Solens Øyelaage
Hver Morgen blinker i en ildrød dunkel Taage,
I Luftens Skiød har giemt sin purpur røde Dragt,
Hvor Duggens Perle-Sved paa Blomstre-Senge hviler,
Tvært over er det Sted, det vanlig Aften-Sæde,
Hvor Solen skiuler sig bag Nattens mørke Klæde,
Men her, her er det Sted, hvor hun igien opstaaer,
Og i sin Morgen-Pragt hver Dag paa ny opgaaer.
Kort sagt mod Østens Kant, hvor hiine Flod udflyder
Og sit Crystalle-Band i Havets Armer gyder,
Der hvor den suser ind med Strandens tørre Kant,
Og i hver Bølge-Top, lader see en Diamant,
Thi ved det Solen paa dens Perle-Bande spiller;
Naar den sig hæver op, og ind paa Stranden triller,
Den gir et Skin, som fast hvert Syn forblinde kand,
Der ved det Sted, der var min Heltes Fødeland.
Der er et Sted hvor selv Naturen billig yder
De ædle Druer, som den ranke Viinstok pryder,
Hvis Fedme trykket ud ved Pressens Tvang og Kraft,
Meddeler Mennisken sin søde Nectar-Saft.
Et Sted, som var bekiendt i Verdens første Alder:
I gamle-Kiæmpers Tid, da endda Viin og Mød
I deres Drikke-Kar, de store Horn, flød.
Da mand udi en Drik et Anker kunde tømme,
Og drak af slige Kar hvori man nu kand svømme
Min Heltes Fødeland før længst navnkundigt var.
Lær mig hvordan jeg skal en ret Afriidsning give
Kom hielp mig og beskriv hans store Fødsels-Fæst!