Den lille kiælne Skiønhed, som
Ved mindste Stød snart vakler, ryster,
Men altid sig hovmodig bryster,
Den Mægtigste ved egen Dom
Med Dyden engang Trætte fik,
Om hvo der burde give efter,
Og hvo hinanden overgik
I Styrke, Mandighed og Kræfter?
Den kiælne Skiønhed sagde: jeg
Har tidt omvæltet Kongers Throner,
Og for de Nedrigste til Kroner,
Og Purpur ofte banet Vey,
Jeg var den, som en Venus Rang
Iblant Gudinderne tilkiendte,
Og jeg var Troje Undergang,
Jeg største Heltes Mod antændte!
Tyranner bukke for min Magt,
Og Rigdom viger for min Gave,
Jeg giør den Mægtigste til Slave,
Og giør den Frækkeste forsagt,
Den største Helt, som Baand og Bast,
Som Ild og Sværd giør aldrig bange,
Blir ofte ved et Øyekast
Forvandlet til en modløs Fange.
Ja! svarede den stille Dyd,
Som aldrig selv sit Værdie priser,
Som ey et malet Skildt fremviser,
Men er en Siels indvortes Pryd,
Din Skiønhed ene er en Glands,
Som kun de blinde Drifter leder,
Du kildrer kun den svage Sands,
Og Øyet kun dit Værd tilbeder.
Men jeg — Ja! jeg! er hvad jeg er,
Jeg af mig selv vil ikke prale,
Lad Sandhed og Fornuften tale,
Og vidne om det Værd jeg bær!
Men at vi ey skal spilde Tid,
Og reyse en unødig Trætte,
Saa lad os begge to med Flid
Vor Bolig i et Huus oprette.
Giv du alt hvad din Pragt formaaer,
Jeg ikke skal min Gave spare,
Saa kan vi allerbest erfare,
Hvo af os begge Prisen faaer!
Den stolte Skiønhed loe her til,
Og maatte lidt af Vrede falme,
Men var dog sikker paa sit Spil,
Forvisset om sin Seyer-Palme.
Hun hidser sit fortryllet Flag,
Tillokkelser og Yndigheder,
Den Pragt, Naturen selv tilbeder,
Strax bleve bragte for en Dag,
Hun med sin største Kunst og Magt
Sig Vey til Seyer-Palmen baner,
Og med den allerstørste Pragt
Den deiligste Melisse danner.
Melisse var den Deyligste,
Og havde ey i Skiønhed lige,
Selv Venus maatte hende vige;
Da Dyden fik den Skabning see,
Han selve studsede derved,
Og Skiønheds store Magt erkiendte,
Og af en dydig Kierlighed
Til den Elskværdigste strax brændte.
Han bygde strax et Tempel op
I hendes Siæl, lyksalig’ Hytte!
Hvis skiønne Boe har Dydens Stytte,
En ædel Siæl i deylig Krop!
Hvert Blik af denne yndig Siæl
Al anden Hiertets Elskov slukker,
Enhver vil være hendes Træl,
Og i Melisses Lænker sukker.
Men hun var haard, som en Demant
Mod de forelskte Skiønheds Slaver,
Hun elskede kun Siælens Gaver,
Og Dyden hendes Hierte vandt,
Men Skiønhed saae, at Dydens Magt
Var størst, Melisse selv foragter
Sin Skiønhed, og kun Dydens Pragt
Som sin Lyksalighed betragter.
* * *
Prunk aldrig Skiønhed, skiønt du dig en Dronning kalder,
Du dog en Slave af din egen Omsorg er,
Og al den Yndighed dit smukke Blomster bær,
Er kun en Pragt, som ved det mindste Uveyr falder!
Naar Dydens Kierlighed din Herlighed vil krone,
Naar Dyden Kiernen er, og du som Skallen staaer,
Beholder du dit Værd, om Glandsien end forgaar,
Saa bør man bygge dig en dobbelt Ære-Throne!