Den smukke Videnskab, hvis Navn,
Man aldrig noksom kan berømme,
I Fald man ellers høyt bør dømme,
Om det som bringer Frugt og Gavn,
Fik engang Lyst at vide om
Ey Dyrene forstod at dyrke
Sin herlige og store Styrke,
Og derfor hen til Skoven kom.
Oeconomien gik forbi
Af Hændelse en Myre-Tue,
Og standsede for at beskue
De Dyr, som vrimlede deri,
Her saae hun ret Forundrings fuld,
Hvor flittige de sammenbare
En Forraad ud af Fødevahre,
Og bygde Huus mod Vinters Kuld.
Strax derhos stod en Biestok,
Den Kunst hvormed de Honning sanker,
Indprentet hende høye Tanker
Om denne lille stræbsom Flok;
Her saae hun hvad Fordeel og Gavn
Naturen selve kan indprente
Hos disse Dyr, som ikke kiendte
Oeconomie engang af Navn.
Hun priste deres Flid og Kunst,
Men tænkte saa: Naturens Gaver
Slig Drift hos dem indprentet haver,
Her er min Videnskab omsonst.
Oeconomien Lyst da fik
Sig blant Fornuftige at give,
Hvor hendes Værd kan skattet blive,
Og til den næste Kiøbsted gik.
Hun kom derind, det første Sted
Hun nærmet sig, var en Boglade,
Fik Lyst i Skrifterne at blade,
Men hvor blev hun ey glad derved!
Fast paa hver anden Bog hun saae
Det Ord: Tractat: Afhandling: Lære:
Betænkning: Tanker og hvad mere,
Slig oeconomisk Opskrift saae.
Hun læste og fandt Smag deri,
Begyndte noget stort at haabe,
Ja hvor hun gik, hun hørte raabe:
Oeconomie! Oeconomie!
Der fandt hun Magasiner fuld,
Og store Sælskab til sin Ære,
Ja Professorer i sin Lære,
Oeconomie blev kiøbt for Guld.
Hun slog sig strax til Rolighed,
Og tænkte: Her vil du vist finde,
Et Land, som har min Kundskab inde,
Og som florere vil derved,
Hun saae sig nøye om, men hvor
Og til hvad Stand hun Øyet vendte,
Hun ey den mindste Virkning kiendte.
Ja knap et oeconomisk Spor,
Hun spurte en: Min kiære Ven!
Hvi findes her saa faa Bedrifter,
Og dog saa mange skiønne Skrifter
Om mig? Hun fik til Svar igien:
Jo viid, vor Kunst deri bestaaer,
At lære, hvordan du beskrives,
Men hvordan du i Gierning drives,
Det maa vor Naboe sørge for!
Oeconomien gik sin Vey,
Og underveys hun Staten mødte,
Som hældede sig til en Støtte,
I Førstning kiendte hun ham ey,
O! raabte hun: min gamle Ven!
Hvad seer jeg! gaaer du nu med Krykke?
Han svarte: har jeg dog den Lykke
Engang at finde dig igien?
Saa haaber jeg at reddes af
Den Sygdom, mig har længe plaget,
Qvaksalvere mig har bedraget,
Thi, paa hvert Pulver de mig gav,
En stor og prægtig Opskrift stod,
Men det af egen Nytte smagte,
Og mig i større Smerte bragte,
Til Slutning man mig Aare-lod,
Saa stærk, at reent min Kraft forgik,
Jeg Blod i Aarene knap haver,
Blev daglig meer og mere maver,
Tilsidst en Svinde-Syge fik,
Oeconomien herved blev
Ret Hierte-rørt, lod sig bevæge,
Sin gamle Ven igien at læge,
Og en Recept til hannem skrev;
Hans Sygdom meer og meer svandt hen,
Man hans Forbedring daglig haaber,
Og faaer han meer af hendes Draaber,
Saa blir han sikkert frisk igien.