Engang begyndte nogle Dyr
I Daphne Skov, at høre ilde,
Thi; see! en Ræv, en Tiger vilde
Ey tænke som en Hest, en Tyr,
De tænkte, hvad de saae,
At sort var ikke hvidt,
De tænkte, som man maae,
Kort sagt: De tænkte frit.
De spredde sine Tanker ud,
Men tænk! naar disse Daarer troede,
At Skoven laae paa Jordens Klode,
Og at Sylvanus var dens Gud,
De sagde: At der var
Og Dyr i næste Skov;
Man ey paa Daarstab har
Meer Vidnesbyrd behov.
Kort: Sagen aabenbaret blev,
De blev’ for Løvens Hof antraget,
Og som Bespottere anklaget;
Et Møde Løven strax udskrev
Af alle Lærdes Tal,
Og lod et Brev udgaae,
Hvis Indhold næsten skal
I følgende bestaae:
„Vor elskelig høylærde Tyr,
„Prior i Klosteret for Geder,
„I velærværdige Abeder!
„Og andre vel oplyste Dyr!
„I alle møde skal
„I Eders Ordens-Dragt,
„Ey til et Pave-Val,
„Men Ting af større Magt,
„Ja allerstørste Vigtighed;
„Thi, vide, hvad som er i Giærde,
„Nu ere Kiættere paa Færde,
„Religionens Roelighed
„I Vove staaer; thi maae
„Den Sag henvises til
„Et Møde, som skal staae
„Den Maaned Crocodil.“
Jeg troer: Om Himlen splittet blev,
Det kunde ey meer Larm opvække,
Ey mere ængste og forskrække,
End dette Løvens Torden-Brev;
De krøbe paa sin Bug,
Og holdte Fastedag,
Men aade lidt i Smug,
Og det med største Smag.
Hver Time Messe holdet blev,
Man ofte bad sit Pater Noster,
Studerte flittig i hvert Kloster,
Man læste, svedede og skrev
Om Ægg, om Fisk og Smør,
Og om det mueligt er,
At dirke op den Dør,
Hvortil de Nøglen bær?
Omsider kom den store Dag,
Da Mødet skulde samlet blive,
Hielp Sancta Musa! at beskrive
En saa mærkværdig vigtig Sag!
Man et Concilium
Ey endnu holdet har
I det berømte Rom,
Som saa ærværdigt var;
Først sad vor lærde Tyr, ja! han
Sad først med alle Skovs Prælater,
Dernæst de verdslig’ Potentater
Af Dyrenes og Fugles Land,
Dernæst de Ulve sad,
Som har studeret best
I deres Klosters Fad,
Og saa den hele Rest.
Den store Tyr, som ikke var
Af noget Dyr for Vid berøgtet,
Men blev for sine Horn frygtet,
Sin Meening først udbredet har,
Og det med saadan Røst,
Som kunde skrække hver,
Der ey har Mod og Lyst
At komme Skiersild nær.
Her blev for Retten stillet frem
De Kiættere, som har vildfaret,
Men de sin vrange Sag forklaret
Med saadan Fyndighed og Klem,
At Løven maa tilstaae,
Hun tro’de ogsaa det,
Men Øxen svor derpaa,
De talte ikke ret.
Den Eed! den var et stort Beviis,
Hvad kunde mere kraftigt være?
Ja! det fik Kiætterne at lære
Med deres Tab og Sags Forliis,
Thi saadan Dom blev sagt:
Enhver skal brændes, som
Vil [bruge Tankens
nægte Tyrens] Magt,
nægte Tyrens] Magt,
En meget naadig Dom!
En Ordre udgik bredt og vidt,
Som følget blev: Den grønne Bulle,
Hvis Indhold var: At ingen skulde
I hele Skoven tænke frit,
Dog tænkte man til Trods,
Da man fik Ordren see,
Ja hver en taabelig Gaas
Nu blev Fritænkere.
Da Løven Kundskab fik heraf,
En nye Forordning hun udgiver,
Hvori enhver befalet bliver
At tænke, og det under Straf,
Enhver sin Frihed fik
At tænke, men hvad skeer?
Just derfor ham forgik
Al Lyst, at tænke meer.
* * *
Forbuden Frugt best Ganen smager,
Og kildrer meest den lækre Tand,
Som væmmes gjerne ved de Sager,
Den uforhindret nyde kan,
Jeg troer, om man et Forbud skrev
Paa alle gode Dyder,
Den hele Verden dydig blev,
Og tvært imod med Lyder.
For Resten, Læser kiær!
Mit Dyrs Concilium
Beviser, Fablen er
Ey skrevet udi Rom.