Ak, Du er syg og jeg tør Dig ei pleie,
Du lider — og jeg er Dig ikke nær,
Jeg tør ei sidde ved Dit stille Leie,
Jeg tør ei vise, hvor jeg har Dig kjær.
Naar Læben gløder og Din Pande brænder;
Og Ho’det Du paa Puden hviler mat,
Jeg tør paa det ei lægge mine Hænder,
Ei vaage hos Dig i den stille Nat.
Hvem seer Dig nu vel kjærlig ind i Øiet,
Hvem rækker Dig sin Haand og trøster Dig?
Hvem staaer med Ømhed over Leiet bøiet,
Og beder Englene husvale Dig?
Jeg kan Dig med min Ømhed ei beskjærme,
Kun sørgende jeg sidder ene her,
Jeg tør mig i Din sidste Stund ei nærme,
Og Dig tilhviske, hvor jeg har Dig kjær!