Indhylled for sin Gud i Sort sin Skive,
Da som jeg sorgløs gik jeg maatte give
Mig tabt, da Eders Øjne jeg saae spille.
At slaae mod Amor kun er Tid at spilde,
Saa syntes mig: jeg rolig vilde blive;
Men da begyndte mig at sønderrive
De tusind Smerter fra en fælles Kilde.
Mig Amor traf, da mindst hans List jeg vented’,
Og Hjertets Vej var gjennem Øjet aaben,
Hvorfra min Taare siden stedse vælder.
Mig synes dog, han sig ej Hæder hented’
Med mig at saare, som var uden Vaaben,
Mod Eder, Væbnede, han næppe Buen fælder.