Du kjender jo den gamle Eg,
Dér, hvor vi over Stænten steg,
Og Skovens Bivei endte.
Dér sad jeg nys en Aftenstund,
I Drømme kyssed jeg Din Mund —
Men hør saa, hvad der hændte.
Det sused høit i Egens Top,
Den reiste sine Grene op
Og spurgte: »Er vi ene?«
Jeg vidste ei, hvad det betød;
Men svared: »Ja« — og atter lød
Det fra dens krumme Grene:
»Fem Hundred Aar stod jeg nu her,
Og saae den Nød og den Besvær,
Som Elskende maa have.
Jeg er en luun og gammel Knark,
Og gjemmer i min sprukne Bark
Til Dig en Vennegave«.
Jeg nærmed mig, af Undren fuld;
Men hvad jeg saae, var kun et Hul
Af Vinterstormen revet.
Det var nu ogsaa noget det —
Jeg vilde gaae, da klang med Et:
»Naa, skynd Dig! Har Du Brevet?«
Da fatted jeg den Gamles List.
Som poste d’amour han staaer nu hist,
Han Alt kan expedere;
Thi han er luun og meget huul,
— Det er og Tante i sit Skjul —
Men han — han er det mere.