I Østerland, hiint Hjem for Sagn og Sange,
Hvor Nordens Digter fandt sin første Skat,
Hvor Underlampen i den stille Nat
Ham lokked ind i Tryllehavens Gange,
Hvor Sang med Sagnet end gaaer Haand i Haand,
Saa talrigt fast som Don Juans Register,
Hvor Eventyret med sin Tryllevaand
Af Oldtids Mulm slaaer sine Ungdomsgnister,
Hvor Alting straaler med en magisk Glands,
Hvis underfulde Lys bestandig skifter —
Dér er et Forhold, ukjendt her tillands,
Som slaaer et Sørgeflor om Østens Krands
Og gi’er hver Blomst ubodelige Rifter,
Thi Kvinden ufri er. Hun er en Fange,
Hvis Skjønhed sættes til en vis Værdi.
Dér gjælder intet Elskovssværmeri,
Thi Østens Mænd, alvorlige og trange,
See paa Værdien kun, og paa hvormange
Guldtunge Piastre Varen staaer dem i.
Og Hun, som stod paa Torvet bly og bange
Med Hjertet fuldt af Østens Poesi.
Maa finde sig i Østens Tyranni
Og i at dele Kjærtegn med de Mange.
Men Sligt umuligt er. Man kan vel bygge
Af Marmorsteen et marmorhaardt Palads,
Kan lade Jern og Slaa hver Port betrygge,
Agavens hvasse Torn hver Muurkant smykke,
Eet er dog afgjort: Kvinden fordrer Plads,
Ei for sig selv, men for sit Livshaabs Lykke.
Omsonst er derfor Stænger, Boldt og Slaa,
Omsonst hver kjøbt Eunuch, hver leiet Slave,
Omsonst al Luren op og Passen paa;
Thi selv i Fængslets fugtiggrønne Vraa
Kan Hun, naar blot Hun vil det, Budskab have.
Hvorledes gaaer det til? Jo, ganske let:
Hun gaaer til Eventyrets Tid tilbage.
Naar Maanen lyser gjennem Gittrets Net
Og Nattergalen tryller ved sin Klage,
Da vandrer Hun i Tanken sagte ad
Den stille Sti, hvor Sagnets Bølge rinder,
Hver Blomst, som blinker der i Duggens Bad,
Den kjender Hun, og dyb Betydning finder
Hun lagt i Palmens, Lotusblomstens Blad,
Cypressen, Ysop og de blaa Kjærminder.
Da stiger Længsel, Haab og Elskov ud
Som Blomstens Sjæl og former sig til Bud
Om trofast Kjærlighed og svundne Minder.
Og naar et Øieblik de snue Eunucher
Fra Hendes Fængsel Argusøiet vender,
Da flyver Blomsten, frigjort som en Fugl,
Til Lyset ud, og fra det mørke Skjul
Den bringer Svar til Ham, som lønligt sukker.
Men bort fra Østens Land mit Blik jeg sender,
Fra dette Folk, man som Barbarer stempler;
Jeg gaaer til Frankenland, det frie Land,
Dér troer vel Ingen, at man nævne kan
Paa Tyranni Brutalitetsexempler?
Forsvunden er Dianas halve Lue,
Der i hiin mærkelige Østens Egn
Staaer som et mærkeligt parodisk Tegn
Paa Kydskhed over hvert et Harems Bue.
Ei heller slaaer man her et spydsat Hegn
Om hendes spæde Fod — nei, ud Hun dandser
Paa Rosers Blad og under Rosers Regn,
Frit følger hun sit Sind, frit sine Sandser,
Fri er Hun her! — O Løgn, du klinger huult!
Seer Du da ei, hvor godt det end er skjult,
Hun har i Løn en Silkesnor om Foden.
See, denne Silkesnor er netop Roden
Til det maskeerte Væv, hun fanges i.
Det gjælder her, som hist, en vis Værdi;
Det gjælder fremfor Alt »et godt Parti«,
Naar hun en Tid har været ret paa Moden.
Er hun det ei, og staaer hun bly og bange
Med trofast Haab til Hjertets Sværmeri,
Saa maa Hun see at tage sig deri,
Maa finde sig i Formens Tyranni
Og i at dele Skjæbne med de Mange.
Hun er, det veed Hun selv, en stakkels Fange,
Thi fast i Snoren mange Hænder holde:
I første Ungdom et Par Gouvernanter,
Og siden hen en sex til otte Tanter,
Som godhedsfuldt ta’er mod Eunuchens Rolle;
Men fremfor Alt maa Hun sig stadigt bøie
For en aarvaagen Moders Argusøie,
Med denne Snor, som kaldes »Skik og Brug«,
»Anstand«, »Conveniens« — kjært Barn har mange Navne —
Med denne Snor man angler nu i Smug
For at den stakkels Fugl eengang kan havne
Og faae sin egen Pind, sin Disk og Dug.
Med denne Snor man snører som med Strikker
En Kvindes Hjerte til en formløs Klump,
Indtil det med et godt, forsvarligt Plump
I Ægteskabets Brønd forvaret ligger.
Med denne Snor, der ene lignes kan
Med den Kalifen til sin Pascha sender,
Med denne bindes her en Kvindes Hænder,
Med denne kvæles her hver Røst, som tænder
I Hjertets Fængstof blot den mindste Brand.
Med den behændigt skilles Hun og Han,
Med den man op og ned paa Alting vender,
Indtil Hun villieløs, som andre Varer
Kan bydes frem i Frankernes Bazarer.
Kan den ei brydes? Ak, som Fenrislænken
Er den langt mere seig end Nogen troer;
Ja Somme mener, at den Onde foer
I Snoren, thi med Løgnen og med Rænken
Han altid staaer i Pagt paa vores Jord,
Men Et er vist, at kan dens Magt ei stækkes,
Dens Traad ei brydes — vel, saa kan den strækkes.
Hvorledes det? Det meget snart er lært,
Thi Østens fangne Fugl os Hjælpen sender.
Som Blomsten dér det slukte Livshaab tænder
Og gaaer til Beileren som villigt Bud,
Saa kan hos os den ogsaa sendes ud
Fra frie Hjerter og trofaste Hænder,
Men ak, hos os i Norden er det svært
I Østens Blomst et Trøstens Bud at finde;
Thi Palmen, Lauren, Lotusblomstens Skjær,
Cypressen, Myrthen trives ikke her,
De falme bort for Nordens skarpe Vinde.
Thi gaaer jeg ud i vore svale Lunde,
Naar Vaaren kastet har sit Blomsterslør;
Dér findes Røsterne, som aldrig døer,
Dér raabes høit af tusind Blomstermunde,
Dér spirer Liv og Frihed i hvert Blad,
Dér spørges Hjertet — ei Familien ad.
Jeg tager Birken, Anemonen, Primlen,
Aakanden, Stjerneblomsten, Tidslens Tjørn,
Og mange fleer endnu af Skovens Børn,
Og lægger i enhver snart Haab om Himlen,
Snart skjulte Vink og Tegn til Tvivlens Brydning,
Snart Ord, som kun for Tvende har Betydning.
Omkring Bouketten slaaer jeg Rhythmens Baand,
Og sender den saa rask, med dristig Haand
Høit over Muren midt blandt Gouvernanterne,
Og høres der et Ramaskrig fra Tanterne
Og røres indigneert den store Tromme,
Det skal ei røre mig; jeg har den Tro,
At disse Blomstér dog i Løn vil groe
Og sætte Frugt, naar Skrigets Tid er omme.