Syngende burde man række fulde Skaaler mod mig,
til mine Dage var mættede —
knælende skulde man løfte Armene mod mig,
til mine Nætter var af Ild —
som paa Purpurlagner skulde vi hvile
og stige ud af Ildbadet,
karske og rosenrøde —
Indtil Nymaanen er af Sølv,
tier min Strube —
Har jeg ikke spundet lange Sange,
graa mod Sne udover Norden?
har jeg ikke ladet Kinden klappe
af Nordvestenvinde?
har jeg ikke sunget
som en Raakalv under Storme?
hvad vil Verden?
Indtil Nymaanen er af Sølv,
tier min Strube —
Du, jeg tjener, runde Solgud,
glødende ophøjet under blegblaa Himle,
vredes du, naar om min Isse
Nordlys staar i Straalebundter,
vredes du, naar Øjne tigger,
naar af Hænders Purpur
Offerdyret Døden henter?
vredes du, naar Silkenætter
spinder under Midnatssole?
Indtil Nymaanen er af Sølv,
tier min Strube —
Hvad vil Verden?
ser den ikke, for min Ildvogn
stamper hvide Hingste,
fnyser Stjernestraaler
udfra rosenrøde Muler?
ser den ikke Ildens Klarhed
paa min runde Pande?
ser den ikke mine Arme
lege lydløst, panteragtigt
mellem Flammer?
ved den ikke, at Ekstasen
løfter mig mod Himle?
Indtil Nymaanen er af Sølv,
tier min Strube —
Hvad vil Verden?
vender den blot trætte Øjne
ned mod Støvet,
søger Splinter fra Granater?
har den nu kun Brug for
blege Offersøstre?
Glemsomhedens lette Piger?
har den glemt, hvor før den tilbad
Ildens store Døtre?
har den glemt Præstinden?
har den glemt Gudinden?
de, der danser, klædt i Himlens
aandelette Draperier?
de, hvis Arme runder sig i Godhed,
de, hvis Pande drikker
Himlens rene Klarhed,
de, hvis Læber sender Ord
som Guld og Roser
ud i Verden?
Indtil Nymaanen er af Sølv
og krummer sig lykkedirrende,
tier min Strube —