Jeg er træt,
og naadeløst
lokker Lykken som et Fyrtaarn,
danser trætte Fødder
op og ned ad Gader,
smiler blege Smil
til blege Smil.
Dette er ikke min Verden —
i min Verden skridter faste Fødder
over store Veje,
skuer Øjne synske ind i Himle —
Gud gaar ad Vejene,
og Ordene er som Søvngængeres:
rigtige og rammende.
Bidsk er mit Sværd,
naar det har Gerninger at kæmpe for,
stærk min Arm,
naar Aand tumler ud af Skyerne
og byder den at handle —
min Mund er en smægtende Rose
for den rette Elsker.
Dette er ikke min Verden — —