Du, der smertesmilende
tørrer det lyse Blod
af din Bajonet,
hvormed du har gennemstukket dit Medmenneske —
du, der ligger lemlæstet paa Marken,
mens Støvler jager henover dig
og tramper i dit værgeløse Ansigt —
du, der løber for dit Liv i Kugleregnen —
du, der sidder under en granatfunklende Himmel
i Skyttegravens Ælte,
mens din Elskede fryser paa sin Sengekant,
ude af Stand til at hjælpe dig —
du og du og alle I:
tænker I paa jeres fredelige Dage
som paa en Kæde af tungt, purt Guld?
dansed I som de, hvis Fødder elsked Gulvet,
og hvis Hænder ikke vilde slippe Pigens Midje?
elsked I som de, hvis Nætter var som bredfyldte Bægre,
fulde af glødende Vin?
klapped i de runde Barnehoveder?
hilste I de smaa Hunde, der sprang glædestraalende
opad jeres Ben?
smagte jeres Ganer paa Maden, den livgivende,
og trykked I de Kvindehænder,
der gladeligt havde ladet sig skæmme
for at tilberede jer Maden?
velsigned I Jorden,
der tavs gav jer det nærende Korn,
Jorden, der nu gødes af Blod?
tænkte I Tanker klare som lyst Metal?
velsigned I den brandrøde Vifte,
som Solen hver Aften slog ud over jeres Hoveder?
rakte I takkende Armene mod den tavse Stjernehimmel
og lod jer glide ud i Søvnens Dybder
i en fælles Opgaaen i Altet?
har I gaaet i dybe Skove
med et solkysset Græsstraa mellem jeres Haandflader
og takket for den Gave det var, dette ydmyge Græsstraa?
har I lyttet til den store Tanke, der var med os,
da vi sattes ind i Tiden, i Atmosfæren?
har jeres Stemmer rundet sig
som Kærtegn over Bryster?
Hør, jeg hvisker til jer, Brødre —
I, der sidder under en granatfunklende Himmel —