Og det var Magnus Hejnesen,
Han var en Kjæmpe god; —
Om Bølgen skummed’ nok saa højt,
Han fast paa Dækket stod. —
Og det var Magnus Hejnesen,
Han var en Kjæmpe stærk;
Saa sikker i sit laadne Vadmel,
Som Helt i Pansersærk.
Og det var Magnus Hejnesen,
Skjønt mildt han ellers saae,
Hver Røver og hver Ufredsmand,
Dem hug han Buler blaa.
Med baade Hænder hug han til
Og foer paa Dækket op,
Og det var ret et lystigt Spil,
Men bleg faldt mangen Krop.
Og ikkun ilde hued’ dem
De Hug med ærlig Hu; —
Skjønt den dem hued’ mindst endnu,
Hvis Hals gik midt itu.
Og det var Magnus Hejnesen,
— Gaa trindt om Færeland:
Hver Klippe paa den Klippeø
Hans Bavta er forsand;
Hvert Hjerte er hans Mindebog,
Hver Læbe bær hans Kvad,
Og førend han paa Færø doer,
Skal Klippen splittes ad! —
Hvad er det da paa Gammeltorv?
De rejse jo en Blok; —
Og trindt saa staaer, med spiilte Blik,
En nyhedsgraadig Flok.
Se! Mænd der staae og Kvinder med
Og Sløjkjolbørn dertil; —
Hvi see de paa den røde Blok,
Som mod et Gjøglespil? —
— — Og det var Magnus Hejnesen,
Paa Gammeltorv de hug
Den ædle Kjæmpes Hoved fra
Alt over den røde Blok.
Han var for stor, han var for høj,
I Øjet dem en Tjørn; —
Thi Viben — det er kvædet sandt —
Led aldrig en Konningørn! —
Hans Hoved over den røde Blok
Det hug de Nidinger af;
Saa tænkte de, de grov vel og
Den Kjæmpe selv en Grav.
Men Eg kan visne, og Mand kan døe,
Men aldrig Mands Minde døer! —
Og Magnus Hejnesen lever end
Saa stolt, som han leved’ før.
Thi se kun trindt i Færøsund,
Hvor Fiskerne drage Dræt,
Hvor er vel nu den Røverhund,
Gjør stakkels Fisker Uret?
Og se kun trindt om Færøland,
Hvor Klipperne bugne stolt,
Hvor findes vel den Kvinde og Mand,
Hos hvem hans Minde blev koldt!