Antologier

Danmark, dejligst Vang og Vænge,

lukt med Bølgen blaa,

hvor de vakre danske Drenge

kan i Leding gaa

mod de tyske, Slaver, Vender,

hvor man dem paa Tog hensender.

Én Ting fattes for den Have:

Leddet er af Lave.

Bælt og Sund lod Gud indhegne,

Daners Liv og Lyst,

Bølgen alle vide Vegne

værner om vor Kyst;

ingen Sejler, som vil vinde,

tør paa Danmark gaa i Blinde;

fik i Stand vi Vangeleddet,

da var Marken fredet.

Melfar-Sund os Fyn beskytter,

tryg staar Møens Klint,

ind til Gedsør ingen Rytter

ride skal for svindt,

Guldborgsund for Laaland gjenner,

Øresund er Sjællands Tjener,

saa har hver sit gode Lukke;

end maa Jylland sukke.

Det var Ord af Dronning Thyre,

ret kaldt Danebod,

Kvinden, som ved Danmarks Styre

sad med Mandemod:

„Kom, lad Gabet os tillukke,

saa vi ej os lader pukke!

Rose skal da af sit Bytte

ingen Løbeskytte“.

Virket rejstes — men er faldet

i de tyskes Haand;

Thyra har os atter kaldet,

vækker Fortids Aand.

Lad os bygge, lad os smedde

for vor Have stærke Ledde,

da skal Danmark med dets Lunde

aldrig gaa til Grunde.