Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord,
Saturnus, hand Søn, og hans Fader,
om Solen, i stedse lovsyngende Chor,
sig lejred’ i evige Rader:
o Biskop! saa lejre vi her os om Dig,
og Kredsangen toner, Planeternes liig.
Chor:
Alt Livet laae hyllet i Taushed og Mørke:
“Bliv Biskop!” lød Giverens Bud;
den blev, og af Natens chaotiske Ørke
gik Livet i Straaleglands ud.
Vel sidde vi her om det himmelske Bord,
men vi er’ og meer end Planeter;
at føjte bestandig om Syd og om Nord,
sig skikker for dem og Cometer.
I hov’dløse Kloder! o løber kun I!
Fornuftige Væsner bør sidde, som vi.
Chor:
Alt Livet løb surt i Atomernes Rokke:
“Bliv Biskop!” lød Pol og til Pol;
flux samled’ sig Venners fortrolige Flokke,
og stadig sad Hver om sin Sol.
Planeternes Sol er for Pletter ej fri,
vi vide og ikke kan skjule;
men, Pletter mod Pletter, det Fortrin har vi:
hins sortne, og vore er’ gule.
O Glands! — Hvo kan male den Lysglimmer ret,
i hvilken den gyldne Orange er Plet?
Chor:
Alt Lys var med Skygge saa blandet og hyllet:
“Bliv Biskop!” saa Himlen befoel;
da saae man, o Biskop! i Klarhed fortryllet
med gyldene Pletter Din Sol.
Og, Sol! Du har dette for Titan forud,
Du stedse paa Himlen forbliver;
Du, evig usløret af Snee eller Slud,
oplyser, opvarmer, opliver;
Du aldrig formørkes, Du aldrig gaaer ned;
Du slukkes engang, men da slukkes vi med.
Chor:
Al Glæde var fordum saa blandet med Plage,
og Sukke blandt Smilene flød:
“Bliv Biskop!” saa lød det; da flygted’ hver Klage,
og Jubel til Jubel gjenlød.
Kun halv med afvexlende glimrende Skjær
hin Sol sine Kloder oplyser,
og Mangen om Natten, om Vint’ren Enhver
i Skyggen og Skimmeren fryser.
Vor straalende Biskop er dobbelt os huld:
Hvo mærker vel her til den ringeste Kuld’?
Chor:
Det før var med Venskab omtrent som med Dyden:
det rostes og fryste, som den.
“Bliv, Alt gjennemglødende Biskop!” klang Lyden,
og Vennen omarmte sin Ven.
Hiin Verden bekikkes snart for og snart bag,
(til saadant sig Natten og skikker);
men vores, som nyder den evige Dag,
slet ingen Cassini bekikker.
Hvis bene latentia findes etsteds,
da findes den her i vor rolige Kreds.
Chor:
Tilforn var man ingensted fri for Spioner,
selv Melk’vejen blev en Chaussée;
men, Biskop! Du blev — og ti-tolv Orioner
ad Herschels Opdagelser lee.
Hver Klode, som dandser i Ætheren om,
i Grunden en Verden skal være
Hvad nytter dem vel Astronomernes Dom?
de veed dog ej selv, hvad de ere.
Men her, om Centralbollen lejret, Enhver
dybt føler og tydelig veed, hvad han er.
Chor:
Man længe sig selv ej ret kjendte, desværre!
Men, Biskop! i Dit Monarchie
hver Broder sig følte en slaveløs Herre,
en selvstændig Verden, og fri.
Fri, stadige, vise, varmhjertede, froe,
i blivende Lys uden Skygge,
vi Verdeners Verd’ner, i saligste Roe,
her straale, for Spejdere trygge.
Lyd, Kredsang, i jublende Fredsharmoni!
Planeternes Hvirvllyd daane deri!
Chor:
O Biskop! o første blandt Solenes Sole:
udbred overalt Din Magi!
Bryd Verdeners Lænker fra Pole til Pole,
til Alle, som vi, vorde fri!
Baggesen.