For at være, som man bør,
Venner! maa man drikke;
Bollen reent maa tømmes, før
bliver man det ikke.
Jeg, som Broderparten fik,
Eder bedst kan raade:
Vers og Kjærlighed og Drik
taaler ingen Maade.
Man maa sige, hvad man vil,
ædru bør man være;
men hvad der nu hører til,
vil jeg Eder lære;
Hver af os var Bollen huld,
alle Bollen hulde;
jeg er fuld og Du er fuld,
vi er alle fulde.
Har Du, som det lader til,
Broder! tabt Forstanden,
og i Aften have vil
den igjen i Panden?
For at finde den igjen,
maa Du vide, Kjære!
paa hvad Sted Du tabte den,
og hvor den mon være.
Hver af Eder mærke kan,
midt i Perialen,
at jeg kom til min Forstand
her et Sted i Salen.
Mærker nu Moralen min:
Hvor jeg den har funden,
kan Enhver og finde sin —
dybt paa Bollebunden!
Drikker, øser, skjænker i!
Drikker alle, drikker!
Hisset er den Krog, hvori
Desertøren stikker.
See her er han — Bollen tom —
Tralle, ralle, ralle! —
Punsen gik, Forstanden kom:
Ædru er’ vi alle.
Baggesen.
