Fra den sørgende Stund Minona forlod dine Bredder,
Tonende Hyla, din Lunds jublende Sangersker tav;
Saa forstummede fordum Paphos ved Cypria’s Afsked,
Saa forstummer et Løv, Zefyr beaander ej meer.
Memnons Statue lig, naar Helios daled’ i Vesten,
Tier i Skyggerne her, savnte Minona, din Skald.
Selv paa den gladeste Fest, din Byrdsdag, døer paa hans Læbe
Glædens salige Lyd, qvalt i et klagende Suk.
Ak! vi savne Minona, Minona er borte, Minona
Ekko gjentager omsonst hist paa den hylende Bred,
Her i den sukkende Skov, og ak! i mit blødende Hjerte.
O! kom tilbage, kom snart hid til dit Paphos igjen!
Da skal dit Hyla paa nye begynde de jublende Chore;
Da skal fremnynne dit Navn Buskenes lisplende Løv;
Da skal den memnonske Støtte, din Skald, oplives, og tone
Dagens Gudinde, vor Lyst, Edelstans Elskede, dig.
X.